Fortsæt til indhold

Lillian Kammersgaard kæmper for alle gigtpatienter

Gigtkoden er endnu ikke knækket

Samfund
Anette Bonde

Der er mere end 200 forskellige typer gigt, nogle typer er mere arvelige end andre. Mere end 700.000 mennesker i Danmark er ramt, og lidelser der har med muskler, led og bevægeapparatet at gøre er den lidelse, flest bliver sygemeldt med i Danmark.

Stort behov for forskning

“Forskningen er nået langt, men der er stadig et stort behov for forskning. Vi har ikke knækket gigtkoden endnu”, siger Lillian Kammersgaard, formand for Gigtforeningen Randers-Djursland-Kreds.
Hun forklarer, at Gigtforeningen har nogle helt konkrete arbejdspunkter.
“Foreningen er en sygdomsbekæmpende forening, der holder politikerne i ørerne og indsamler penge til forskning. De lokale kredse er øjne for Gigtforeningen på landsplan og gør opmærksom på særlige problematikker for gigtramte. Vi oplyser om gigt på messer og via foredrag, og så har vi hver især kontakt med de respektive kommuner.”
Randers-Djursland-Kreds består af lokalgrupper i Norddjurs, Syddjurs, Randers samt Bassin Grenaa. Sidstnævnte kører varmtvandsgymnastik på Hedebocentret i Grenaa.

Gigtens Dag 12. Oktober

Hvert år markeres Gigtens Dag 12. oktober. Da det i år er en søndag har gigtforeningerne flyttet deres aktiviteter til andre dage.
I år tager foreningerne plads på apoteker i hele landet og deler foldere og gode råd ud. I Randers-Djursland-Kreds kan man møde gigtforeningen på Kolind Apotek tirsdag 7. oktober, og fredag 10. oktober på apotekerne i Ebeltoft, Grenaa og Randers.
Lillian Kammergaard oplyser, at interesserede blandt andet kan komme og høre om Aqua Punkt, øvelser under vand, der er særlig gavnligt for gigtramte.

Ramt af gigt som 20-årig

Lillian Kammersgaard har selv lidt af slidgigt i næsten 40 år. Hun fik det konstateret som 20-årig, men holdt sig på arbejdsmarkedet til hun var 50. Hun fortsatte til hun nåede grænsen for smerter.
“De sidste par år måtte min mand hjælpe mig ud af bilen.”
Hun kom på førtidspension i 2005. Samme år fik hun en ny hofte, men smerterne slap ikke taget. Hun holder dem nogenlunde i skak ved at hoppe i varmtvandsbassinet i Auning to gange om ugen og med selvtræning to gange ugentligt på Farsøhthus i Allingåbro. Hun har smerter hver dag, nogle gange mere end andre.
“Jeg har heldigvis rigtig mange gode dage, men også stille dage, hvor der ikke er så meget energi at gøre godt med.”
Efter at Lillian Kammersgaard kom på førtidspension, valgte hun at bruge sine kræfter i gigtforeningen.
Efter nogle år som aktivt medlem blev hun i 2009 valgt til kredsbestyrelsen, og 2010 blev hun formand for kredsen.