Miljøminister Kirsten Brosbøl kommer til Smukfest
Miljøministeren deltager i en af de skralde-events, som Smukfest og Renosyd for andet år i træk arrangerer på campingområderne under Smukfest
Kirsten Brosbøl trækker arbejdshandskerne på og stiller op for Renosyd på Smukfest for at sætte fokus på sortering af affald under Smukfesten. Hvad miljøministern præcist har tænkt sig at gøre, er foreløbig en hemmelighed, men måske ser man hende veje det sorterede affald, som festivalgæsterne indsamler under eventen eller tælle point i en konkurrence om affald og værdier.
Fokus på sortering af affald bliver intensiveret på årets Smukfest, hvor der vil være daglige events med temaet Forskelsbehandling – ja tak! Det er en udløber af kampagnen ”Kend dit affald”, som Miljøministeriet har igangsat, og som Renosyd og Smukfest viderefører på festivalen.
I forbindelse med de daglige events vil Skraldejinglen lyde fra Renosyds værditransporter, og der vil være konkurrencer, igen med et værditema, for at få skabt mest mulig fokus på sortering af affaldet.
”Jo bedre oplevelser, vi kan give publikum, jo større er chancen for, at de reflekterer over forløbet og efterfølgende gør indsatser, som understøtter det at gå fra affald til værdi," siger projektleder Hanne Lundhus fra Renosyd, som har været med til at udarbejde forløbet.
”Det overordnede formål er at skabe opmærksomhed omkring det faktum, at affald er værdier, og at det derfor har betydning, at vi sorterer vores affald og ikke mindst, hvordan vi sorterer,” understreger direktør Annemette Fuglsang.
”Uanset, om vi er derhjemme, på ferie eller på festival, skal vi stadig sortere, så affald bliver til værdi.”
Miljøministerens besøger campingområdet ved Sølund torsdag 7. august kl. ca. 15.