Politi og beredskab holder stormflods-papirer tæt til kroppen
Offentligheden får ikke lov til at se papirer om indsatsen i Hyllingeriis under stormfloden
Beboerne i Hyllingeriis må efter alt at dømme kigge i vejviseren efter en forklaring på, hvorfor decembers stormflod endte med, at de måtte reddes ud af deres boliger i aften og nattetimerne.
Nordsjællands Politi har nu afvist at give Lokalavisen aktindsigt i sagen, da der efter politiets opfattelse er tale om interne dokumenter, som ikke er omfattet af retten til aktindsigt.
Masser af spørgsmål
De fleste steder forløb alt som planlagt under og efter mødet med Bodil; beboere blev evakueret fra deres boliger, veje spærret og folk hjulpet.
Politifolk, hjemmeværn og beredskabet knoklede stort set i døgndrift for at minimere skaderne og hjælpe befolkningen.
Men som læsere af Lokalavisen formentlig vil huske, var der imidlertid også en række kritikpunkter. Særligt fra dele af Hornsherred.
Eksempelvis måtte en lang række beboere fra Hyllingeriis reddes ud af deres huse i nattens mulm og mørke, mens en redningshelikopter svævede højt oppe for at kaste lys over indsatsen.
Både havde det lokale beredskab ingen af i området. De var nemlig på den anden side af fjorden. Ganske vist var der redningsbåde i Lejre Kommune, der kunne lånes, og personale, der kunne deltage i redningsindsatsen. Men ingen af delene blev nogensinde rekvireret.
Lys var der heller ikke, for det havde DONG ifølge beboere angiveligt slukket, fordi man forventede oversvømmelser i området.
Og først efter ca. 1,5 times redningsindsats kom helikopteren, der lyste området op.
Indtil da var det, der mødte brandfolkene, totalt mørke og en iskold mur af vand.
Aktindsigt afvist
Takket være en heroisk indsats af både beredskab og andre, der reddede naboer, genboer og for dem ukendte mennesker i sikkerhed, var der - trods brandfolkenes frygt for det modsatte - ingen døde, der skulle hentes ud fra husene.
Lokalavisen har siden slutningen af december forsøgt at få udleveret papirer, der kunne vise, hvorfor det var tæt på at ende fatalt.
Dét ønske har Nordsjællands Politi nu afvist:
“Personalet i KSN førte imidlertid en kronologisk oversigt i form af en såkaldt minutrapport i det omfang omstændighederne og tiden tillod det. Rapporten er efter min opfattelse et internt afrbejdsdokument.... Jeg finder endvidere ikke, at der kan meddeles aktindsigt efter reglerne om meroffentlighed. Jeg har herved lagt vægt på, at materialet rummer detaljerede, men ikke fuldstændige og dækkende oplysninger om politiets beslutninger, tiltag og indsats, herunder mulige personfølsomme oplysninger, der ikke bør komme til andres kendskab,” hedder det blandet andet i afslaget fra Nordsjællands Politi.