Fortsæt til indhold

Bodil har været 40 år på samme skole

Bodil Elmstrøm stopper på Elsted Skole efter 40 års lærergerning

Samfund
Kim S. Andersen

Følelserne sidder uden på Bodil Elmstrøms tøj i denne tid. For hun er godt i gang med at sige farvel til Elsted Skole efter fyrre års tro tjeneste som skolelærer.
“Jeg har været helt vildt rørt i dag, for jeg har haft min billedkunst-klasse for sidste gang, og der var nogle elever, som sang for mig. Det er sværere at sige farvel, end jeg lige troede,” fortæller Bodil Elmstrøm, da Lokalavisen møder hende på hendes arbejdsplads gennem de seneste fyrre år
“Jeg har helt selv valgt at stoppe. Da jeg fyldte tres for fire år siden, begyndte jeg at overveje, hvornår jeg skulle gå på pension. Jeg er stadig meget glad for jobbet, og folk synes stadig, jeg skal blive, så derfor synes jeg tidspunktet er godt nu. Hellere det, end det var omvendt,” siger Bodil Elmstrøm med et stort smil.
Der er ingen faste pensionsplaner endnu.
“Nu skal jeg have mig et fjumreår. Nu har jeg gået i skole siden 1957 som elev og senere som lærer, så nu skal jeg til at have et liv uden for folkeskolen,” fastslår hun.
Første og fremmest er der en masse, der skal ryddes op. Også i hjemmet i Hjortshøj, hvor hun har cyklet til arbejde så godt som hver dag. En tur, der kan klares på tolv minutter.
Den snart pensionerede skolelærer vil også til at bruge mere tid på at læse og gå til foredrag og tage kurser på Folkeuniversitetet. Derudover er der også manden Kurt samt otte børnebørn, som der bliver mere tid til.
De fyrre år på skolen har kun været afbrudt af et par barselsorlover på hver fjorten uger.

Aldrig kedeligt

“Fyrre år er da ret vildt, når jeg tænker over det, men jobbet som skolelærer her på Elsted Skole har aldrig været kedeligt, og der er jo hele tiden kommet nye ansigter ved, at der er kommet nye elever og dermed også nye forældre. Og så har der har altid været gode udviklingsmuligheder for mig her på skolen. Jeg har nydt at være læsevejleder i mange år, og jeg håber da at have sat nogle positive spor,” siger Bodil Elmstrøm.
“Jeg kan godt mærke, at jeg er ved at være udfordret med mine IT-kompetencer i forhold til eleverne, der er vokset op med dem,” siger hun.
Fredag 3. oktober er det så slut.
“Jeg vælger at sige, at det skal være en festdag, men det bliver selvfølgelig også meget sørgeligt,” siger Bodil Elmstrøm, der på sin sidste arbejdsdag blandt andet glæder sig til at se en af sine første klasser, hun var klasselærer for. En mor til en af de elever, som Bodil underviser nu, har nemlig gået i den klasse. Så på den måde bliver ringen sluttet.