Fortsæt til indhold

Når børn er angste bruger de fantasien negativt

Klinikken kraftspring i Ry har gode erfaringer med at hjælpe angste børn

Samfund
Jeppe Rafn

Med en forholdsvis kortvarig indsats er det i langt de fleste tilfælde muligt at hjælpe børn og unge med angst. Det siger psykologerne bag klinikken Kraftspring.
Behandlingstilbuddet hos Kraftspring bygger for det første på en metode, som er kendt fra TV-programmet om ”Cool Kids”, og som er udviklet ud fra kognitiv adfærdsterapi.
Dernæst anvendes også hypnoterapi, som ifølge Kraftspring har vist sig at være meget effektiv i arbejdet med børn og unge med angst.
”Børn og unge er rigtig gode til at bruge deres fantasi. Når de er angste, bruger de desværre fantasien negativt til at forestille sig, at noget går galt. Hypnoterapi bygger på evnen til at bruge fantasien og lærer børnene eller de unge at vende situationen rundt, så de bruger fantasien positivt i stedet. Vi fokuserer på at give barnet en følelse af styrke og tro på sig selv,” forklarer psykolog Jannie Kildested, der står bag Kraftspring og i mange år har haft egen praksis i Ry.
Behandlingen indeholder også råd og vejledning til forældrene.
”Forældrene til børnene er ofte desperate, fordi de er bekymrede for deres børn, og fordi de selv bliver stressede. Nogle bliver holdt vågne af et angst barn om natten, og andre bliver sygemeldte fra arbejde, fordi barnet ikke kan komme i skole og ikke kan være alene hjemme,” fortæller Jannie Kildested.
Ud over klinikken i Ry har Kraftspring også klinikker i Aarhus, Randers og Vejle.