Lokalt samarbejde værdsættes
I forbindelse med istandsættelse og vedligeholdelse af stiftets udlejningsejendomme, benytter Vallø Stift så vidt det er muligt lokale samarbejdspartnere.
BYGGERI Med stor respekt for det oprindelige byggeri, udføres der løbende istandsættelse og vedligeholdelse af Vallø Stifts mange udlejningsejendomme.
Og så vidt det overhovedet er muligt, sker istandsættelsen med hjælp fra lokale samarbejdspartnere. Noget der ifølge Søren Thrane Bruun, som er afdelingsleder hos Vallø Stift, er en klar årsag til.
- For det første er lokal forankring en af nøgleværdierne i Vallø Stift. Det er helt naturligt for os at tænke lokalt, når vi handler og samarbejder med andre.
Vi synes om, at både vi og vores lejere kan møde den tømrer som har været og udføre en reparation hos os, hos den lokale købmand.
For det andet er vi velsignet af at have nogle knalddygtige håndværksmestre i lokalområdet, som fx. Nils Wium Aps, der sætter en ære i at udføre arbejdet med øje for det gamle håndværk. Endelig betyder det bestemt også noget, at der er tale om langsigtet samarbejde med stabile samarbejdspartnere, som kan stå inde for det de leverer, siger Søren Thrane Bruun og tilføjer:
- Mange gange er det de samme tømrere der er med på opgaverne fra gang til gang, og de har efterhånden fået opbygget en stor viden om både materialer og vore ejendommes historie, og det er guld værd.
En del af stiftets ejendomme er fredede, og i de tilfælde foregår arbejdet altid i dialog med Kulturstyrelsen og relevante rådgivere, idet arbejdet skal udføres, så man bevarer den autentiske bygningshistorie og ejendommen ikke forandres.
Det er vitalt, at alle særegenheder bevares for eftertiden, og det betyder fx, at man kun udskifter materialer der hvor det er absolut nødvendigt.
Aktuelt er man ved at få udført en omfattende istandsættelse af en af de større ejendomme i Slotsgade i Vallø, lige over for Vallø Slot.
Der er tale om en større forsikringsskade med blandt andet tagudskiftning, og arbejdet udføres af det lokale tømrerfirma Nils Wium Aps, med Bygma Køge som leverandør af materialer.
Også hos leverandørerne er man glad for det lokale samarbejde. Hos Bygma Køge, der leverer materialer til den aktuelle sag siger direktør Michael Skovdal:
- Fagligt er det altid en spændende udfordring at levere materialer til istandsættelse af stiftets ejendomme.
Det er fx ikke hver dag man bliver stillet over for at skulle skaffe et stykke tømmer hjem i 30x30 cm. Og rent forretningsmæssigt finder jeg det da også tiltalende, at man gennem lokalt samarbejde bidrager positivt til at økonomi og beskæftigelse fastholdes i lokalområdet, siger han.