Fortsæt til indhold

Hun satte alt på ét bræt

Modig kvinde fra Hellerup padlede stående over Øresund

Samfund
Af Mikael Østergaard

Da Caralina Malling en tidlig morgen for nylig stævnede ud fra Tuborg Havn med kurs mod Malmø, var målet at blive den første kvinde i verden, der stående padler over Øresund.

Aktionen lykkedes. Fem timer og 52 minutter senere nåede Caralina den svenske kyst, fulgt tæt af en følgebåd.

"Jeg villa gerne have haft rekorden i Guinness Rekordbog, men prisen for at blive optaget var urimeligt høj. Så det opgav jeg", fortæller Caralina Malling, der har dyrket SUP (Stand Up Paddling) i fem år og underviser i disciplinen på WellCome fitnesscenter i Waterfront.
"SUP er kæmpestort i USA, hvor det er den sportsgren, der i øjeblikket vokser mest. SUP har meget til fælles med sejlads, hvor man også skal tage højde for strøm og vind. Som tidligere sejler i KDY har jeg her en god erfaring at trække på", siger Caralina Malling, der i sin tid var på det danske landshold i laserjolle.

Turen over Øresund tjente også et godt formål. Forskellige bidragsydere skød 5.000 kr. i projektet, og pengene gik til Psykiatrifonden.

Caralina Malling i ensom majestæt midt ude på Øresund. Foto: Henrik Hansen
Præstationen blev fejret med champagne, da Caralina Malling nåede den svenske kyst. Foto: Henrik Hansen