Fortsæt til indhold

Borgmester tog første spadestik på Fælleden

Vejret var ikke helt i top, da borgmester Jørgen Gaarde (S) fredag 10. oktober tog det første spadestik til Fælledbyggeriet

Samfund
Af Jonas Wrede Hansen

Der har været gravkøer i gang på Fælledbyggeriet hele ugen, men først fredag 10. oktober blev et af Skanderborgs mest omfattende byggerier nogensinde officielt sat i gang. Det skete, da borgmester Jørgen Gaarde (S) i øsende regn og med store mørke skyer hængende over sig og hele Fælleden satte den første spade i jorden.
Kort inden holdt han en tale for de mange lyttende gæster. Næsten i samme øjeblik, som Jørgen Gaarde sagde de første ord, begyndte regnen af vælte ned over Fælleden. Paraplyer og regntøj blev derfor flittigt taget i brug.

Det er en god forretning

Når det store byggeri på Fælleden efter planen står færdigt i 2016, vil det rumme kommunens administrationscenter, politistationen og en dobbelthal til koncerter og sportsarrangementer med plads til op imod 3.000 tilskuere. Det er derfor mange af kommunes områder, som bliver samlet et sted. Det er noget, der glæder borgmesteren.
“Beregninger viser, at vi sparer cirka 12 millioner kroner om året, fordi vi samler kommunens administration, som i dag er spredt på seks adresser.
Fordi vi kommer til at bo langt mere energivenligt, end vi gør i dag. Fordi vi undgår de udgifter til vedligeholdelse, som vi ellers står over for de kommende år,” fortalte han blandt andet i sin tale.
Efter Jørgen Gaarde havde holdt sin tale gav han ordet videre til politidirektør ved Sydøstjyllands Politi Helle Kyndesen og derefter til teknisk direktør Søren Kristiansen fra KPC.
Og så satte borgmesteren ellers spaden i jorden.