Ny butik skal fjerne trætte arme og skaffe trætte ben
Der var rejsegilde på ny butik i Hammel torsdag
En pølsevogn, lidt over 50 gæster og 80 Rema 1000 poser med lækkerier pakket til de godt 80 håndværkere der arbejder på at få gjort dagligvare-butikken Rema 1000 gjort klar ved rutebilstationen i Hammel.
Sådan lød recepten torsdag eftermiddag, da købmand Mikael Sørensen og hans personale tog imod direktører, regionschefer, familie og håndværkere i den over 1100 kvadrameter store bygning, der 16. oktober klokken 8.00 holder åbningssalg.
Chefen for Dansk Butikstjeneste, John Krøjmand, der har det overordnede ansvar for at få byggeriet færdigt holdt en kort tale, mens håndværkerne tålmodigt ventede på at kunne besøge pølsevognen lige uden for.
Regionschef i Rema 1000, Lars Thellufsen, der privat bor i Hinnerup kunne glæde sig over byggeriet, der snart står færdigt.
"Jeg har vel været med til 50 rejsegilder," gættede regionschefen, der har været i Rema 1000 i godt 16 år og været regionschef først i Nordjylland og nu i Østjylland.
Nu trætte arme, snart ben
En spændt købmand Mikael Sørensen ser frem til at rykke ind med sit personale og sine varer. Han har været med til at rykke ind i butikken i Brabrand for få år siden.
Han glæder sig til at slippe for det hårde arbejde med at få varer ud fra et lille lager ovre på den gamle adresse.
"I dag bliver jeg træt i armene. Når vi kommer ned i den nye butik bliver jeg træt i benene. I butikken i Brabrand, der er næsten samme størrelse, målte en triptræller, at vi gik over 11 kilometer på en dag," kunne han fortælle mens han viste det høje lager frem, hvor varerne bliver arrangeret efter hvordan de står i butikken og det der bliver solgt mest af står tættest på lagerets indgang til butikken.