Fortsæt til indhold

Pædagoger vender sig mod børnebesparelser

Der bliver dårligere forhold for børn og pædagoger, mener BUPL. Borgmester siger, at man hele tiden prøver at få ressourcer til at passe bedst muligt

Samfund
Jens Berg Thomsen

Dagtilbud som børnehaver og vuggestuer kommer næste år til at mærke sparekniven i Hillerød, og det får pædagogernes fagforening BUPL til at kritisere det budget, som et flertal i byrådet vedtog onsdag aften.
"I forvejen var det et ringe udgangspunkt, og på trods af besparelserne er opgaverne der fortsat. Altså forringer det normeringen. Det her budgetforlig giver dårligere vilkår for børnene og for pædagogerne," siger faglig konsulent i BUPL Nordsjælland Christa Thestrup.
Fagforeningen frygter, at "der bliver så langt mellem pædagogerne, at det får konsekvenser for børnenes trivsel og udvikling." Den største besparelse finder partierne bag budgetforliget på fjerne nogle køkkentimer ude i institutionerne.
"Vi kan ikke diskutere, at der forsvinder en del af normeringen ude i institutionerne. Men køkkentimerne har været brugt meget forskelligt de enkelte steder. Nogle har givet timerne til køkkendamen, mens pædagogerne andre steder måske har været med til at skære frugt ud om eftermiddagen," siger Hillerøds borgmester Dorte Meldgaard (K).
Hun understreger, at der stadig vil være køkkentimer ude i institutionerne.
Onsdag aften skulle byrådet tage endelig stilling til budgettet, men et flertal blandt politikerne havde allerede indgået forlig. Derfor får BUPL næppe held til at ændre beslutningen, men pædagogernes fagforening vil alligevel gøre opmærksom på sin holdning til Hillerøds besparelser på dagtilbudsområdet.
"Vi vil gerne gøre det klart for politikerne, at det forringer normeringen. Vi vil appellere til, at de tilfører området midler i stedet. Det er dokumenteret, at gode dag- og fritidsinstitutioner sikrer børns livsduelighed og øger deres chancer i livet, og nu handler kommunen faktisk i modstrid med den her viden," siger Christa Thestrup.
"Det er klart, at man skal kigge på, hvordan det kan gøres mest lempeligt. Måske skal man kigge på, om børnene eksempelvis skal være med til at gøre frugt klar. Forvaltningen skal også kigge på arbejdsgangene ude i institutionerne, og i samarbejde med dem er der måske nye måder, man kan forberede spisningen på," siger Dorte Meldgaard.
"Vi prøver hele tiden at få ressourcerne til at passe bedst muligt, og vi har stadig fokus på, at det er højkvalitet, vi skal levere," siger borgmesteren.
Flere forældre har skrevet læserbreve til Hillerød Posten, hvor de protesterer mod besparelserne.