Fortsæt til indhold

Ny serie om ungdomslivet i Aarhus

Fire studerende står bag første afsnit af ny, online, Aarhus-baseret ungdomsserie

Samfund
Louise Nyvang Burmeister

Det handler ikke om hårde stoffer, om natteræs eller vampyrer.
Derimod et helt almindeligt hverdagsliv som ung i Aarhus anno 2014.
Fire studerende midt i tyverne har netop lanceret det første afsnit af deres egenproducerede ungdomsserie 'Misantropolis', der kan ses online.
Mads Schnoor, Sebastian Gerdes, Christopher Krøyer og Anders Ravn mente, der manglede en serie, der beskrev, det ungdomsliv, de selv er en del af i Aarhus.
"Alt for mange af de ungdomsserier, der bliver lavet i dag, handler om stoffer, sex i en baggård og vilde natteræs. Det er tydeligvis lavet af mænd på 40 år, der ikke aner, hvordan det er at være ung i dag," siger Christopher Krøyer, der er instruktør på seriens første afsnit.
Mads Schnoor er producer, Anders Rask er klipper og Sebstian Gerdes spiller hovedrollen, som 'Sebastian'.
"Jeg kan være helt bange på min generations vegne, når de kun ser de her vilde serier. Jeg håber, at vores serie kan få flere til at tænke: Ja, sådan har jeg det også," siger Sebastian Gerdes, der går på det første hold af uddannelsen 'Multiplatform storytelling and production', der blev oprettet i Filmby Aarhus i august.
Misantropolis' handler om den unge fyr 'Sebastian', der er arbejdsløs og vil gerne slå igennem som DJ, mens han prøver at lede efter en mening med livet.
"Meget af handlingen er baseret på vores egne oplevelser. Det kan faktisk være rigtig nederen at være ung. Man er i den der tilstand, hvor man ikke ved, hvilken retning fremad er," siger Mads Schoor.
Ideen er at lave en moderne, dansk situation comedy, en såkaldt sitcom. Inspireret af blandt andet 'Klovn' og den amerikanske serie 'Louie'.
"Vi vil væk fra den klassiske sitcom med dåselatter og ensidige karakterer, der aldrig udvikler sig. Vi har forsøgt at ramme det, der kaldes 'dramedy', en blanding af comedy og drama," forklarer Sebastian Gerdes.

Håber på tre nye afsnit

Siden første afsnit blev lagt online den 23. april har knap 1000 været inde på hjemmesiden for at følge Sebastians kvaler med kæresten og dj-karrieren i den fiktive by Misantropolis.
"Vi vildt glade for, at så mange har set det. 20 minutter kan godt være lang tid at fastholde koncentrationen på nettet," siger Anders Ravn.
Kamera og klaptræ, som de unge filmfolk har lånt af Aarhus Filmværksted, står allerede parat til at rykke ud igen. Og de kan næsten ikke vente med at trykke på 'record'.
"Vi laver det, vi selv synes, er fedt. Vi håber, at andre også kan lide det, og vil hjælpe os med at lave endnu flere afsnit," siger Mads Schnoor og fortæller, at de netop har startet en såkaldt crowdfunding-side og at man også kan donere penge direkte på http://misantropolis.dk/.
"Pengene går ubeskåret til transport, rekvisitter og mad til skuespillere og crew. Der er ingen, der får løn. Alle kører på energien," fortæller han.
Det var også været vigtigt for de unge fyre, at det er tydeligt, at serien foregår i Aarhus.
Optagelserne har bl.a fundet sted i området omkring Godsbanen, på Løves Bog og Vincafé og hos Aarhus Kunstakademi.
"Alt for meget foregår i København. Vi vil rigtigt gerne vise, at vi sagtens kan være med herovre," siger Sebastian Gerdes,
Trods et meget begrænset budget, er det lykkedes filmfyrene også at imponere chefen for Filmbyen.
"Jeg synes, det er rigtigt godt skrevet. Det er vittigt, men også smerteligt," siger Carsten Holst, der er leder af Filmby Aarhus og Den Vestdanske Filmpulje, som gav 20.000 kr. til produktionen af det første afsnit.

Caption

Flere lokale 'webisodes'

Han ser generelt flere og flere unge filmfolk, der har succes med såkaldte 'webisodes', serier til nettet.
"Jeg synes, der er en klar tendens her. Senest har vi også set Turbomodul, hvis satiriske 'webisodes' blev solgt til TV-2 Zulu."
Han mener, at de unge studerende bag 'Misantropolis' snart vil kunne leve af deres projekt.
"Det er en rigtigt god start, de skal knokle videre, og så må vi se. Vi vil også gerne forsøge at hjælpe dem videre, hvis de søger støtte igen eller søger ind på via vores talentfabrik," siger Carsten Holst.

Caption