Fortsæt til indhold

Sig din mening om Bering-Beder vejen

Borgerne bliver nu hørt om placeringen af længe ventet syd-vej

Samfund
Louise Nyvang Burmeister

Fællesrådene i sydbyen glæder sig over fremgang. Lidt fremgang.
I løbet af de kommende måneder bliver placeringen af en ny Bering-Beder vej fastlagt.
Pengene til vejen er dog endnu ikke fundet.
“Man må jo glæde sig over lidt. Borgerne i de berørte områder har i årevis levet i uvished. De ved, at deres jorde er i spil, og det er glædeligt, at de nu får en afklaring,” siger Jørgen Friis Bak, der er formand for Beder Malling Fællesråd.
Det er magistraten for Teknik og Miljø, der nu peger på en nordlig placering af en ny Bering-Beder forbindelse. Når byrådet har behandlet indstillingen, skal den sendes i offentlig høring i mindst otte uger.
Allerede nu opfordrer rådmanden dog borgerne til at give deres mening til kende.
“Nu skal diskussionen stå. Vi indkalder også til et borgermøde i høringsfasen, så man ikke behøver læse flere 1000 sider, men kan få informationerne på mødet, og her kan man også stille de spørgsmål, man har behov for,” siger Kristian Würtz (S).
Byrådet har afsat 57 millioner kroner til at påbegynde Bering-Beder vejen.
Dette betyder bl.a., at kommunen har mulighed for at overtage arealerne til vejen, når linjeføringen er afklaret.
De 57 millioner kroner udgør dog kun omkring en tiendedel af, hvad prisen for en vej vil være.
“Der er usikkerhed om finansieringen af vejen, derfor vil der gå flere år, før man rent faktisk sætter spaden i jorden,” siger Kristian Würtz.

Vil ikke kun gavne i syd

Bering-Beder vejen vil i alt blive ca. 12 km lang, og den skal sammen med Østjyske Motorvej og Djurslandmotorvejen udgøre en del af en overordnet ringvejsforbindelse rundt om Aarhus.
"Vejen får også betydning for nabokommunerne og vil løfte en vigtig del af hele trafikafviklingen omkring Aarhus," siger Kristian Würtz.
Vejen skal bl.a. medvirke til at give en mere ligelig fordeling af trafikbelastningen på de sydlige indfaldsveje.

Fællesråd fortsætter kamp

En vej, der via Beder og Bering forbinder Oddervej med Aarhus Syd-motorvejen har i tyve år været ønsket af fællesrådene i sydbyen.
I 2006 var pengene faktisk afsat på kommunens budget, men blev trukket tilbage. Derfor fortsætter fællesrådene kampen for vejen.
"Vi vil gøre opmærksom på behovet for en Bering-Beder vej, indtil anlægsarbejdet rent faktisk går i gang. Vi har sagt det mange gange før, og vi bliver ved," siger Jørgen Friis Bak.