Fortsæt til indhold

Hun ER Europas bedste

Orienteringsløberen Josefine Lind fra OK Gorm var suveræn til EM i Belgien

Samfund
Jeppe Rafn

Man fattes ord, når man skal beskrive 17-årige Josefine Linds præstationer i orienteringsløb. Hun blev skadet til junior VM og har været syg, men var alligevel fantastisk løbende til EM i Belgien i weekenden.
Josefine er yngste årgang i Junior-klassen, men løb fra alle de ældre konkurrenter på sprint-distancen på 2,4 kilometer, der blev løbet inde i byen i Lommel i Belgien.
“Hun lavede ingen fejl og gik ikke i nogle af de 'fælder', der er i sprint,” fortæller Josefines mor, Anette Lund.
I stafetløbet havde Danmarks piger tre hold med ud af 25. Josefine løb sidste tur på Danmarks andethold, der lå nummer syv med tre minutter op til det førende hold, da Josefine blev sendt ud på de sidste 5,5 kilometer med 25 kontrolposter.
I løbet af den næste halve time passerede hun samtlige konkurrenter og sikrede altså endnu en guldmedalje til Danmark. Josefine havde den hurtigste tid af alle 75 løbere.
Med de to guldmedaljer til EM i 2014 overgår Josefine Lind sin egen præstation fra sidste år, hvor hun blev individuel EM-vinder på den almindelige distance og med en suveræn sidste tur sikrede bronze til stafetholdet. Josefine er fra Vejle og løber for OK Gorm.