Fortsæt til indhold

Interskolen har nu rundet 400 elever

Interskolen i Viby har for første gang to klasser på hvert trin

Samfund
Louise Nyvang Burmeister

435 elever fordelt på 20 klasser har åbnet skolebøgerne på Interskolen i år.
Den internationale skole i Viby sætter elev-rekord, da de nu for første gang har to klasser på alle klassetrin fra 0. til 9.klasse.
Det glæder viceskoleleder Jørgen Trolle.
“Det er en milepæl for os. Vi havde tidligere meget lange ventelister, og bestyrelsen besluttede for ni år siden at udvide med en ekstra klasse på hvert trin. Det er nu gennemført nedefra. Så vi hvert år har indført en ekstra 0. klasse,” siger Jørgen Trolle.
For at få plads til fordoblingen i antallet af elever, har Interskolen gennem de seneste syv år overtaget naboejendomme og bygget nye undervisningslokaler for 25 millioner kroner.
“Der er nogle driftsfordele ved at være en større skole. Men det giver også et bedre socialt liv for eleverne, at der nu er flere legekammerater, og det giver bedre faglig sparring for lærerne, at der nu er flere kolleger i huset,” siger Jørgen Trolle.

En skole med klar profil

For tre år siden nedlagde skolen sin internationale linje, hvilket betød at fem klasser forlod skolen.
“Vi var selvfølgelig kede af at miste elever og kolleger dengang, men det har betydet, at vi i dag har en langt skarpere profil,” siger viceskolelederen.
Undervisningssproget er dansk på Interskolen, men der er samtidigt et stort fokus på fremmedsprog.
Engelskundervisning har eleverne fra 0. klasse, fra tredje klasse er tysk på skemaet, og i femte skal alle elever også bøje franske verber.
“Vi har nationaliteter fra 28 lande. Vores elever er typisk børn fra blandede ægteskaber, hvor forældrene ønsker at give sprogene videre til børnene og give dem et internationalt udsyn,” siger Jørgen Trolle.
Skolen har ingen planer om yderligere udvidelser.
“Vi synes, at 435 elever er en perfekt størrelse. Vi har ingen ambitioner om at være større, for vi synes, der ligger en stor værdi i, at alle lærere og elever kender hinanden,” siger Jørgen Trolle.
Interskolen har nu over 40 medarbejdere.