"We shall survive" - Sølundfestivalen er her også til næste år
Festivalleder Lasse Mortensen forsikrer, at der bliver rig mulighed for at fejre festivalens 30 års fødselsdag til næste år
“Det er gået fortræffeligt, og vi kan jo heller ikke være andet end tilfredse med vor herre, der har tændt lampen deroppe,” smiler festivalleder Lasse Mortensen.
Endnu en Sølund Musik Festival er slut. Det er for 29. år lykkedes at holde festivalen trods en række økonomiske udfordringer i år og en kamp mod Serviceloven, som gjorde, at det på et tidspunkt så sort ud for festivalen. Men donationer og en stædig festivalbestyrelse gjorde det i sidste ende muligt at holde årets festival.
Målsætningen opnået
Det er noget, der glæder Lasse Mortensen, som mener, at årets målsætning er nået.
“Vi har haft den målsætning, at det drejer sig om, at få så mange handicappede med til festivalen som muligt, og det synes jeg bestemt på mange måder, trods de odds vi har været oppe i mod, er lykkes,” fortæller han.
Der skulle sælges cirka 14.000 billetter til årets festival for, at den kunne løbe rundt økonomisk.
“Vi har solgt, hvad der svarer til omkring 14.000 dagsbilletter, så det tyder på, at det kan løbe rundt.”
30 års fødselsdag
Serviceloven, der ikke tillader de handicappede selv at betale for pædagogisk bistand på udflugter, spændte alvorligt ben for festivalen. Men en ihærdig kamp af især Lasse Mortensen, men også private virksomheder og Skanderborg Kommune gjorde det hele muligt. Og selvom der stadig skal kæmpes mod serviceloven, så er festivalen der også til næste år.
“Jeg har varslet, at der bliver holdt 30 års fødselsdag til næste år med lagkage og hele baduljen, og det bliver der. Om jeg så skal kradse neglene til blods, så skal vi nok få kradset de penge sammen, så der kan blive en festival,” lover Lasse Mortensen.