Kviums fjolser hænger i et øre på Aros
Michael Kvium udstiller netop nu på Aros 202 malerier fra serien ’Fools’, som han har arbejdet med siden 1991
Man går ind i et øre og rundt og rundt, indtil man når den inderste del. Mens man på væggen ser en masse fjolser, som man sikkert vil genkende.
Sådan har kunstneren Michael Kvium opbygget sin aktuelle udstilling på Aros, serien 'Fools'.
Det første værk blev malet i 1991. Det sidste i juni i år.
I alt er det lykkedes kunstmuseet at samle 202 af de - oftest privatejede - små malerier i størrelsen 30x30 cm, som både forårsager forargelse, væmmelse og masser af grin.
Kunstneren håber at vække genkendelses glæde i publikum.
“Jeg håber, at publikum får den der fornemmelse af, hvor lynhurtigt vi tænker: 'Jeg kender én, der er ligesådan.' Jeg har selv nogle gange følt, at jeg nærmest har rørt ved min egen hjerne, fordi man instinktivt tænker, at her er noget rigtigt, eller her er noget forkert,” siger Michael Kvium om sin aktuelle udstilling.
Han stiller spørgsmålstegn ved det moderne samfunds dyrkelse af det smukke. Men synes han egentlig selv, at fjolserne er smukke?
“Jeg maler, for at billedet som helhed er smukt. Men selv personer, som, folk mener, er grimme, har jo alligevel kærester. Ofte er det normer eller symmetri, der gør, at vi synes, noget er smukt. Det, der først tiltrak os hos en anden, kan også være det, der får os til at væmmes,“ siger kunstneren, der torsdag præsenterede sin udstilling for pressen.
De mange ansigter, som har store næser, flap-ører, tungen ud af munden, fingre eller øjne på en skaldet isse, har fulgt billedkunstneren i mange år og vil måske fortsat gøre det.
“Jeg vil ikke sige, at jeg er færdig med dem. Det er meget styret af lyst, om jeg har behov for at male nogle eller ej. Men jeg er glad for, at folk nu også kan bidrage,“ siger han og hentyder til en særlig selfie-tilføjelse, Aros har lavet.
Her kan man med forskellige rekvisitter tage et selvportræt som fjols med sin smartphone.
Er selv et fjols
Ingen af de udstillede fjolser er dog malet for at skulle ligne nogen bestemt.
Og dog.
“Et af dem har jeg givet til min kone. Jeg sagde: 'Sådan her kommer jeg til at se ud engang'. Det er det, man kalder en hadegave,” siger kunstneren med et smil, men uden at ville afsløre, hvilket fjols der er tale om.