Navitas på havnen er klar til indflytning
INCUBA, Ingeniørhøjskolen og Aarhus Maskinmesterskole flytter til august ind i det stjerneformede hus på Aarhus havn
I de sidste mange måneder har nysgerrige aarhusianere kunne følge byggeriet af Navitas på Aarhus Havn.
1. august er bygningen klar til at tage imod 2000 studerende, 300 undervisere og 400 til 600 ansatte i forskellige virksomheder.
Huset er i otte etager og lyset strømmer ind fra de store vinduer.
Her er vand på alle sider af bygningen, og kommende studerende kan spise frokost i kantinen, mens de følger med i livet på Aarhus Havn.
Events og forskning
INCUBA Science Park får til huse på de øverste etager, hvor iværksættere gennem det såkaldte Njubiz-tilbud kan leje et af de 186 kontorer.
Her forventer de, at de giver helt nye muligheder at flytte i samme hus, som Maskinmesterskolen og Ingeniørhøjskolen.
“Den primære grund er, at vi er tæt på hinanden. Det bliver dermed nemmere at lave samarbejde om events, fællesarrangementer og forskning,” siger Niels Christian Sidenius, administrerende direktør i INCUBA, som i forvejen har afdelinger på Kathrinebjerg, Aarhus Universitet og i Skejby.
Navitas bygningen bliver på 38.000 kvadratmeter. Den er i rå beton med enkelte farverklatter, som indikerer hvor der er trappeopgang og fredagsbar.
INCUBA får til huse på 5. 6. og 7. etage, hvor iværksættere kan leje et kontor med udsigt over havnen eller byen. Kontorstørrelserne er fra 10 m2 til 95 m2, og de kan tilpasses efter virksomhedens behov.
“De 186 kontorer er fleksible og kan lægges sammen efter behov,” siger Niels Christian Sidenius.
Når INCUBA flytter ind, forventer de, at 50 procent af de mange kontorer er udlejet.
“Vi har taget et sats, og vi tror, der er et stort behov hos iværksættere for nye kontorer i et helt nyt miljø,” siger INCUBA-direktøren.
Udover de mange studerende og medarbejdere får bygningen også 450 nye offentlige p-pladser, som i øjeblikket er ved at blive forsynet med skilte og videoovervågning.
Indgangen til parkeringskælderen foregår via en gennemkørsel i den nye Bestseller bygning.