Solcelleskov er skudt op i Skejby
NRGi får nyt vartegn foran deres hovedkontor i Skejby med en solcelleskov
NRGi i Skejby har netop indviet en lille solcelleskov, som er placeret ved hovedkontoret i Skejby.
Det bliver et slags vartegn for virksomheden.
Solcelleskoven er blevet til i et internt samarbejde mellem VEKSØ og EL:CON, der repræsenterer NRGi's Produktsalgs- og Installationsdivision.
'Træerne' giver et mindre tilskud til husets strømforbrug, der ellers bliver dækket af vindmøllestrøm.
”Vores oprindelige tanke var at sætte klassiske solceller op på plænen, men efter en dialog med arkitekten og VEKSØ blev vi enige om denne løsning.
For os handler det om at vise bæredygtighed i en anderledes udformning – og vise, at man sagtens kan være kreativ og endda kunstnerisk i sin bæredygtighed,” siger Søren Sørensen, administrerende direktør i NRGi, i en pressemeddelelse.
Ønsker at inspirere
”Vi ønsker hver dag at inspirere vores kunder til at arbejde bæredygtigt, og for os er dette en måde at vise det på,” siger han
Inde i den lille solcelleskov er der en cykeloverdækning, som i de mørke timer oplyses – selvfølgelig med strøm fra solcelletræerne.