Er din ejendom blevet omkategoriseret? Det kan koste dig dyrt - det skal du gøre nu
Forening opfordrer til, at man holder godt øje med e-boks.
21.000 ejendomme på landet er omfattet af en omkategorisering, som Vurderingsstyrelsen er i færd med at rulle ud i forbindelse med det nye ejendomsvurderingssystem.
Men det har skabt en hel del palaver, for mange borgere er i tvivl om, hvorvidt det gælder dem og deres ejendom, og mange frygter ligeledes, at det vil koste dem dyrt i ejendomsskat. For bliver en skov- eller landbrugsejendom omkategoriseret til erhvervsejendom eller ejerbolig, kan det betyde dyrere omkostninger til skattefar.
Hos Djursland Landboforening har man modtaget mange henvendelser fra ejendomsejere, som er forvirrede.
»Vi må lige slå fast, at hvis din ejendom skal omkategoriseres, er det udelukkende Vurderingsstyrelsen, som afgør det. Det er derfor meget vigtigt, at man tjekker sin e-boks nu,« siger Henrik Larsen, chef for Økonomi, Djursland Landboforening, med henvisning til, at der skulle ligge et brev til dig, hvis din ejendom er blandt de 21.000.
Maner til besindighed
Foreningen har også fået mange henvendelser fra borgere, der er omfattet af omkategorisering. Efter at have set på flere af sagerne, mener Henrik Larsen, at der er grund til at mane til besindighed.
»Vi kan nu se, at konsekvenserne ikke er så voldsomme, som vi først havde frygtet. Som det ser ud lige nu, er der tre ting, som man skal forholde sig til. Først skal man se, om man har fået brev. Derefter skal der klages, hvis der er noget faktuelt forkert ved Vurderingsstyrelsens oplysninger om ejendommen. Dernæst skal man finde ud af, om man ønsker at gøre brug af overgangsordningen,« understreger Henrik Larsen.
Hvis man vil klage over Vurderingsstyrelsens afgørelse, har man kun 15 dage til at give styrelsen besked. Derfor er det vigtigt, at man straks forholder sig til det, hvis man er omfattet.
Dernæst skal ejer vælge, om man ønsker at gøre brug af overgangsordningen, som giver mulighed for at vælge, om ejendommen skal bevare kategorien fra den gamle vurdering i ejers egen ejertid.
Det betyder, at hvis ejendommen eksempelvis ændres fra landbrugsejendom til beboelse, kan ejer vælge, at ejendommen fortsat skal være en landbrugsejendom. Valget gælder i ejers egen ejertid, så ejer eksempelvis bevarer de lavere ejendomsskatter fremover.
Der er dog en række betingelser for, at ejendommen kan blive i overgangsordningen i resten af din ejertid.
»Hvis man ikke skal lave en indsigelse, skal ejer lige nu kun tage stilling til, om man ønsker at gøre brug af overgangsordningen. Vi kan ikke beregne på de økonomiske konsekvenser før til efteråret, hvor de reelle vurderinger kommer.«