Lukker Team Hørning
Fælles sponsoroverbygning afvikles fra årsskiftet, fordi bestyrelsen ikke kan samle det nødvendige sammenhold
På et bestyrelsesmøde mandag 6. oktober har bestyrelsen besluttet at indstillet Team Hørning til lukning pr. 31. december 2014.
Sådan lyder det i en meddelelse til foreninger og sponsorer fra bestyrelsen i Team Hørning underskrevet af kasserer Anja Krag Svennesen.
Bestyrelsen ser en lukning af den fælles sponsoroverbygning som uundgåelig og bedst for alle.
“Team Hørning ønsker på ingen måde at være til gene for foreningerne, og flere foreninger har givet udtryk for, at Team Hørning begrænser foreningernes muligheder. En lukning af Team Hørning vil give foreningerne den ønskede frihed,” hedder det blandt andet i meddelelsen, der fortsætter:
“Bestyrelsen beklager, at sammenholdet ikke har været til stede og tager naturligvis sin del af ansvaret herfor.”
Team Hørning færdiggør igangsatte aktiviteter og forpligtelser i forhold til sponsorene.