Fortsæt til indhold

Hyggelig og helt unik

Hygge og oplevelser skal redde detailhandlen. De unge HG’ere er klar til at tage kampen op mod den voksende handel på internettet

Samfund
Grethe Bo Madsen

De har styr på deres kundegruppe og ved, hvad de vil sælge på.
Trods faldende omsætning i detailhandlen og voksende salg på internettet er de unge på HG uddannelsen på Skanderborg Odder Center for Uddannelse ikke overdrevent rædde for fremtidens udfordringer for butikslivet.
Tirsdag i sidste uge havde de premiere på deres helt egen markedsdag, hvor ugers arbejde med indretning og konceptudvikling for en given butik endelig blev åbnet for publikum.
Fælles for de unge var en masse nye ideer til, hvad der skaber den gode shopping oplevelse og får kunderne til at komme tilbage igen

God shoppe oplevelse

“Selvfølgelig er det vigtigste, at kunden får en god oplevelse. Vi skal gøre en forskel. Det er vigtigt, man kan spotte folks behov og levere den gode service. Det er også vigtigt at være innovativ og fyldt med gode ideer til, hvad der kan skabe mere værdi for kunderne, når de handler, så de også vælger vores butik næste gang.”
Sådan fortæller Natasja Schultz og Karoline Tabermann Hansen, der sammen med deres medstuderende havde gjort meget ud af at skabe en hyggelig og rar stemning i deres udgave af butikken Inspiration.
Og det med hyggen og høj service gik igen blandt de forskellige butikker, hvor eleverne var enige om, at events godt kunne bruges til at trække kunderne til, men at god service og gode ideer var de bedste parametre for succes.

For Karoline Tabermann Hansen (tv) og Natasja Schultz var det afgørende at skabe den bedste shopping oplevelse for kunderne med en indbydende butik.

Høj service og nærvær

“Høj kundeservice og nærværende personale er vigtigt. Ellers handler folk bare et andet sted,” konstaterer Jesper Schytz, Camilla Herskind Rasmussen, Sarah Wardinghus og Signe Demant havde indrettet en Bog &Ide.
“Kunderne kan godt mærke, om man er engageret i sit produkt, og det er nødvendigt i dag. Man skal virkelig brænde for sit produkt,” konstaterer de.
De havde i indretningen af deres butik skelet til IKEA, som de er enige om, er blandt de bedste butikker til at skabe gode shopping oplevelser.

Camilla Herskind Rasmussen, Sarah Wardinghus, Signe Demant, Jesper Schytz og Nikolaj Sørensen indrettede deres butik med IKEA som inspirationskilde.

Føler sig velkommen

For Charlotte Thomsen, Lise Soelberg, Lene Brandt-Madsen og Nicholaj Schølarth, der sammen havde indrettet en afdeling af modetøjsbutikken Mark &Rose, var det vigtigt at forsøge at skabe en butik, hvor kunderne på tværs af alder føler sig velkommen.
“Når man sælger til forskellige målgrupper, bliver det ekstra vigtigt, at man kan sætte sig i kundens sted og give dem en god, personlig vejledning,” forklarer de.
“Vi ville også skabe en butik, der er så hyggelig, at folk har lyst til at være der længe. Så køber de også noget mere. Man skal passe på, at man ikke gør events til det eneste, der dur. Det er vigtigere at have en unik og kompetent kundeservice, som kunden kun kan få, hvis de kommer i butikken,” mener de.
Ifølge uddannelseschef på HG, Kirsten Wissing, er de unge godt rustet til at blive fremtidens detailhandlere.

Godt klædt på til fremtiden

“ Vi har gjort meget ud af at ruste dem til den virkelighed, de skal ud i. Målet med markedsdagen er, at de gennem en periode får mulighed for at prøve den teoretiske viden af i praksis og skaffe sig nogle praktiske erfaringer,” forklarer hun.
“Innovation skal falde dem naturligt. De skal ikke være bange for at prøve nye ideer af. Det er vigtigt at de kan tænke i oplevelser meget bredt og i idegenerering. Hvad er det, der kan give kunden lige præcis den ekstra værdi, i den her butik, så de får en god shopping oplevelse og vender tilbage. Og så skal de turde vende tingene på hovedet og se nye muligheder. Tænke skøre tanker og komme på banen med deres egne gode bud.”