Fortsæt til indhold

Karen Jespersen uden et klart svar

Folketingsvalgt svarede kun hvad hun selv havde på hjerte, da FavrskovPosten stillede hende 10 spørgsmål

Samfund
Kian Johansen

Selvom du stiller Karen Jespersen (V) ganske konkrete spørgsmål om hvornår hun senest har været i Favrskov, så får du ikke et klart svar fra den uddannede journalist.
Efter at FavrskovPosten har skrevet om Karen Jespersens manglende involvering og tilstedeværelse i Favrskov de seneste par år, og efterlyst hende på Facebook og Twitter, har folketingsmedlemmet reageret med et læserbrev, samt et svar på e-mail til FavrskovPosten.
Her stillede vi hende 10 konkrete spørgsmål og bad hende om et svar. Selvom vi efterfølgende har bedt om en uddybning fik vi kun et sammenhængende svar.
Du kan jo selv vurdere hvad hun svarer på:

Karen Jespersens svar

“Jeg besluttede i 2012, at jeg ikke ville genopstille til Folketinget, og Venstre i Favrskov kredsen ville også gerne i gang med at køre en ny kandidat i stilling. Britt Bager, som jeg kender godt fra Christiansborg, hvor vi har arbejdet dør om dør i flere år, blev til min store glæde den ny folketingskandidat. Nu er det hende, der i hovedsagen skal tegne Venstre i Favrskov, og meget gerne med min bistand.
Da jeg stoppede som folketingskandidat, begyndte jeg samtidig at trappe mit politiske arbejde i kredsen og i Folketinget ned. I Folketinget er der mange, som genopstiller. Og de står i kø for at få indflydelse og ordførerskaber. For eksempel har jeg afgivet min plads i Retsudvalget til Søren Pind, og min plads i § 71 udvalget til Finn Thranum efter ønske fra dem begge. Det gjorde jeg med glæde, da det er dygtige kolleger, som har en lang politisk karriere foran sig.
Samtidig er jeg begyndt at forberede min tilværelse, når jeg efter næste valg ikke længere er i Folketinget. Det bliver som journalist, der er mit fag. Inden jeg kom i Folketinget arbejdede jeg 10 år som aktiv journalist. Jeg glæder mig til at genoptage livet som aktiv journalist.
Det er min erfaring, at dette forløb er ganske almindeligt for de folketingsmedlemmer, der ligesom jeg har besluttet sig for at stoppe, og hvor afløseren er fundet. De trapper ned i kredsen og i Folketinget, og arbejder på de indre linjer. For mit eget vedkommende har jeg for eksempel samarbejdet med vores trafikpolitiske ordfører Kristian Pihl Lorentzen om de lokale trafikpolitiske spørgsmål. Der arbejder også med udlændingepolitikken, der er et af min landspolitiske mærkesager og som i øjeblikket har meget høj prioritet på Christianborg. Jeg vil også støtte Britt Bager i arbejdet på at blive valgt, men nu er det hende, der skal være kendt i kredsen som Venstres folketingskandidat.
Jeg har med en afbrydelse på tre år været medlem af Folketinget siden 1990. I 10 år har jeg været minister, blandt andet velfærdsminister. Velfærdsministeriet var et af de største ministerier nogensinde og blev fordelt på flere andre ministerier, da jeg stoppede. Det har været utrolig spændende men også hårdt. Derfor glæder jeg mig til et skifte.
Jeg glæder mig også til i det kommende år frem til næste folketingsvalg at være en aktiv støtte for Britt Bager, som vil være en særdeles god repræsentant for kredsen i Folketinget.”