Nyt samarbejde gør mødebooking nemmere
To erfarne aktører i mødebranchen går sammen om at skabe Danmarks største og bedste bookingsite for møder og konferencer – Konference.dk
Danske virksomheder og organisationer holder hvert år møder og konferencer for over 17 mia. kr. i Danmark.
Nu bliver det nemmere og hurtigere for arrangørerne at finde og booke de bedst egnede faciliteter til møder og konferencer over hele landet.
To erfarne aktører i mødebranchen – Kursuslex og Info-Connect – er gået sammen om at skabe Danmarks største online bookingsystem til møder og konferencer.
Kursuslex har i årtier udgivet håndbøger, magasiner og websites for mødeplanlæggere og står endvidere bag Møde & Eventmessen i Forum. Info-Connect i mere end 15 år har leveret skræddersyede it-løsninger til hotel- og konferencemarkedet i Skandinavien.
Nu lancerer de to parter sammen et nyt, brugervenligt bookingsystem til møder og konferencer. Systemet hedder Konference.dk og bliver fra starten en integreret del af Kursuslex.dk, der allerede er Danmarks førende portal på området.
- Vi gør det nemmere og hurtigere end hidtil at booke møde- og konferencefaciliteter. Med det nye bookingsystem kan mødeplanlæggere hurtigt og effektivt tage stilling til, hvor de skal afholde deres næste arrangement, siger Christian Guldager, adm. direktør i Kursuslex.
Mødeplanlæggere sparer tid og besvær
På Kursuslex.dk kan mødeplanlæggere på enkel vis definere kravene til et arrangement og spørge relevante møde- og konferencesteder, om de har ledig kapacitet.
- Det er gratis at benytte bookingsitet, og det hele foregår online, så man kan forvente svar indenfor få minutter. Mødeplanlæggerne sparer tid på at ringe eller maile rundt til forskellige udbydere, og får langt hurtigere end hidtil overblik over mulighederne, siger Rasmus Teilmann, adm. direktør i Info-Connect.
Der vil samtidig være tilknyttet en bookingmedarbejder, hvis man som mødeplanlægger har spørgsmål eller særlige ønsker, som onlinesystemet ikke umiddelbart kan håndtere.
Søg og book blandt 500 møde- og konferencesteder
I første omgang kan man søge og booke blandt de over 200 møde- og konferencecentre, som i dag er repræsenteret på Kursuslex.dk. Men allerede fra årsskiftet forventes over 500 udbydere at være med i bookingsystemet.
Mødestederne skal betale 10 procent i provision for de arrangementer de får via det nye bookingsystem på Kursuslex.dk.
- Vi ønsker, at systemet bliver til gavn for hele branchen og har lagt os fast på en provision, der ligger langt under niveauet hos eksempelvis de store bookingsites på hotelområdet, siger Christian Guldager.
sl