Fortsæt til indhold

Naboklage forsinker Halbyggeri i Søften

Fire naboer har bedt klagenævn kigge på højt hal-byggeri i geologisk isrand

Samfund
Kian Johansen

Pølsevogn og flagallé var bestilt til første spadestik 29. november og licitationen skulle netop i gang, men det er nu afbestilt, fortæller formand Michael Ryevad fra SKIC.
Fire naboer fra den nærliggende Æbleparken har nemlig klaget til Natur- og Miljøklagenævnet over placeringen af Søftens nye hal. De vil have den om på den anden side og henviser også til, at byggeriet placeres i en “geologisk seværdighed,” kaldet Harders isrand.

Først til foråret

Sagsbehandlingstiden er op til otte uger og sandsynligvis endnu længere, frygter formand for SKIC, Michael Ryevad.
Det betyder, at byggeriet er udsat indtil foråret, vurderer Michael Ryevad, der ærgrer sig over at klagen måske kan betyde, at projektet nu bliver dyrere i 2015.
“Det er mest ærgerligt for alle de brugere der nu ikke kan få deres ønsker om haltid indfriet,” lyder det.

Demokratisk ret

Hos Favrskov Kommune tror man af flere årsager ikke på, at klagen har gang på jord, og håber, at Natur- og Miljøklagenævnet vil screene sagen hurtigt, så projektet kan komme i gang.
“Der er kun givet mindre dispensationer fra den lokalplan, der gælder for området, og det vil ikke være muligt at flytte hallen om på den anden side. Dels er dette areal omfattet af en beskyttelseslinje, og dels vil det være i strid med lokalplanen” vurderer Lars Clement, der er direktør for Teknik og Kultur.
Han anerkender at naboerne er i deres ret til at klage. Favrskov Kommune er bygherre og har derfor også en interesse i, at byggeriet ikke møder forsinkelser.
“Det er en demokratisk ret, at man kan klage over det offentliges afgørelser, det er rigtigt ærgerligt, at det forsinker projektet, men det er vilkår, som vi ikke kan ændre.”