Gratis prøve på træning i varmt vand på gigtdagen
International gigtdag byder lokalt på gratis træning i varmt vand
Hvis man har ondt i led og muskler, men gerne vil holde kroppen i gang, kan bevægelse i varmt vand være en god ide. På den internationale gigtdag søndag 12. oktober kan man prøve det gratis i Auning Idræts og Kulturcenter.
Det er GOK (Gigtforeningens Oplysnings Kreds) i Auning, der byder på undervisning i varmtvandsbassin. Tilbuddet gælder en gratis prøvetime under kyndig instruktion søndag 12. oktober kl.12 - 14.
Sundt at bevæge sig
Det er sundt at bevæge sig, men hvis man har stærke smerter på grund af gigt eller andre funktionsnedsættelser, så kan det være vanskeligt.
”For mange mennesker med kronisk sygdom og handicap er bevægelse i det varme vand en rigtig god mulighed for at holde kroppen i gang og sygdommen i ave. Det varme vand er en blid og kærlig makker - det sikrer opdrift, varme og modstand, og man kan derfor komme i god form uden væsentlige smerter,” siger Anette Sørensen, instruktør i GOK, Auning.
Gigtforeningen vil være tilstede og svare på spørgsmål og give gode råd til om at lette en hverdag med gigt.
Der er mulighed for at komme i vandet hver halve time. Der kræves ingen tilmelding.