Jeg følte mig chikaneret
"De andre butiksejere klagede over lugten af fiskefrikadeller, og generelt var jeg ikke ønsket i centeret," siger René Hansen, hvis kritik afvises af centerforeningen og ejerlauget i Egedal Center
Alt godt fra havet blev hurtigt til en død sild.
Fiskebilen under René Hansens virksomhed "De Danske Fiskebiler" havde et kort visit i Egedal Center i Stenløse.
Det skyldes først og fremmest en manglende godkendelse til placeringen på Centertorvet foran Kvickly, men ifølge René Hansen, så lå der også andre omstændigheder bag afskeden.
"Jeg følte mig chikaneret gennem en længere periode. I starten var jeg der fra mandag til og med lørdag. Det gik forrygende, men de omkringliggende butikker klagede til centerforeningen over stegeos fra mine fiskefrikadeller, og så måtte jeg stege dem hjemmefra. Det fik min omsætning til at falde drastisk, og så ændrede jeg åbningstid til tirsdag og fredag," siger René Hansen og fortsætter:
"Jeg fik ikke nogen god behandling af de andre butiksejere. Jeg kunne nævne andre uheldige episoder, hvor mine ansatte stod på mål for deres kritik, men generelt var jeg bare ikke ønsket i Egedal Center - hverken af de andre butikker eller Centerforeningen. Nu er det fortid, og jeg vil bare gerne komme videre," siger René Hansen.
Viste ikke forståelse
Fiskemandens påstand om chikane og dårlig behandling bliver klart afvist af Centerforeningen.
"Jeg kan på bestyrelsens vegne klart afvise påstanden om, at vi har chikaneret René hansen og hans fiskebil. Tværtimod har vi mødt en mangel på forståelse fra hans side, da vi pålagde ham at stoppe med at stege fiskefrikadeller, som var det helt store problem i forhold til den grimme fiskelugt i centret. Hans personale har heller ikke fået kritik, men de har fået instruktioner om at informere ejeren Rene Hansen," siger Centerforeningens formand Carsten Nielsen, der ellers så forsøget med en fiskebil som et spændende tiltag i centeret.
Ingen godkendelse
"Fiskebilen blev hilst hjertelig velkommen i centeret. Vi var også meget glade for den gode start, som René Hansen og hans fiskebil fik med mange tilfredse kunder. Desværre opstod der hurtigt et problem med lugten, som generede både kunder og forretningsdrivende. Der blev uden succes prøvet forskellige tiltag for at fjerne lugten, så vi måtte bede dem om at stoppe med stegningen af fiskefrikadeller," siger formanden, som ikke vil smække med døren overfor René Hansen.
"Vi ser ingen problemer i at fiskebilen vender tilbage, hvis der findes en løsning på de nævnte problemer, og hvis han bliver medlem af centerforeningen og dermed også bidrager til fælleskabet og til markedsføringen af centret," siger han.
Hos ejerlaugets bestyrelse i Egedal Center kan formand Søren Lyhne ikke forholde sig til kritikken.
"Jeg har ikke kendskab til, om René Hansen blev chikaneret i centeret," siger Søren Lyhne.
Han vil dog gerne slå fast, at fiskebilen ikke kunne accepteres i centeret.
"Det var en enig bestyrelse, som valgte at tage afsked med fiskebilen. Der lå ikke nogen godkendelse på hans placering, og vi ville ikke acceptere de vilkår, som han kunne drive forretning under i Egedal Center. Vi har butikker i centeret, som betaler husleje og bidrager til fællesskabet. Vi har endda en forretning, som også sælger fisk, og så kan vi ikke have en fiskebil, der ikke betaler husleje," siger Søren Lyhne.
René Hansen mener dog ikke, at ansvaret for godkendelsen ligger hos ham.
"Stod det til mig, så var der kommet styr på den godkendelse, for vi havde en kontrakt med Kvickly. Det var op til dem at få den nødvendige tilladelse. Den kom aldrig, men jeg bærer ikke nag af den grund," siger han.
Kunderne undrer sig
Lokalavisen Egedal ville gerne have haft en kommentar fra Kim Jepsen, souschef i Kvickly Stenløse, men kommunikationsafdelingen i Coop har ikke ønsket at give grønt lys til en udtalelse. I stedet henviser de til Centerforeningen og ejerlauget.
Tilbage står René Hansen og håber på et gensyn med Stenløse.
"Jeg havde gerne fortsat med at betjene kunderne i Egedal Center, hvor jeg fik mange positive tilbagemeldinger. De ringer stadig og spørger, hvorfor jeg ikke er i centeret mere, men hvis der kan findes en god løsning for alle parter, så vil jeg gerne tilbage til Stenløse," siger han.