Fortsæt til indhold

Temadag på Landbruget i gamle dage

Rundt om landbruget på Djursland og Randers i 1800-tallet

Samfund
Anette Bonde

Det danske landbrugs vorden bliver betragtet fra alle ledder og kanter lørdag 1. november på landbrugsmuseet ved Auning. Det er folkeuniversiteterne i Rougsø, Norddjurs og Randers, der er gået sammen med Dansk Landbrugsmuseum Gl. Estrup om at sætte fokus på af udviklingen i landbruget i 1800-tallet på Djursland og Kronjylland.
Der er blevet tilkaldt mange eksperter, der hver især bidrager med forskellige vinkler. Dagen slutter med en paneldiskussion med oplægsholdere og direktør for Dansk Landbrugsmuseum Gl. Estrup Peter Bavnshøj.

Udvikling og husdyr

Dagen starter med et vue over udviklingen i 1800-tallet ved museumsinspektør på landbrugsmuseet Jens Aage Søndergaard. Han påviser, hvordan det middelalderlige fæstegårdssystem afløses af det moderne produktionslandbrug.
Planteforædler Anders Borgen fortæller derefter om 1800-tallets kornsorter, hvor der skete en øget mangfoldighed af kornsorter, samtidig med at mange af de oprindelige korsorter forsvandt.
Lic. Agro Torkild Libiriussen kommer ind på udviklingen inden for husdyrhold op til i dag, hvor den animalske produktion er grundlag for landets vigtigste eksporterhverv.

Litteratur, skove og bør

Efter frokosten fortsætter professor Johs Nørregaard med et foredrag om bondeliv og landbokultur i dansk litteratur. Djursland vil få en særlig behandling med Blicher, Jakob Knudsen, Severin Weiersøe, Vagn Steen og Josephine Klougart Også Jeppe Aakjær, Hans Kirk, Knud Sørensen, Anne Marie Løn og Jens Smærup Sørensen vil blive inddraget.
Biolog og naturvejleder Jens Reddersen vil derefter tale om plantager og læhegnsplantning og om nedture og opture for træer og skov på Djursland. Foredraget fortæller om nedturen for skov og træer i Danmark, og hvordan Fredskovsforordningen 1805 og Hedeselskabet 1866 tog hånd om de problemer, som konge og adel ikke kunne løse.
Anemette Olesen, havekulturhistoriker og forfatter, har været med til at bestemme udvalget af planter i Dansk Landbrugsmuseums have. Hun slutter foredragsrækken af med emnet: Hvor fik vi stikkelsbærret eller ribsene fra, og hvornår begyndte vi at dyrke så mange forskellige frugter?