Voldsomme regnskyl lukkede motorvej og viadukt
Alarmen lød søndag hos brandvæsnet, da regnskyllet ramte Gentofte
Søndag blev skyllet væk af regnen og kaldte i mange hjem på te og hygge.
På brandstationen lød den i stedet på udrykning til motorveje og viadukter, som var blevet oversvømmet af de enorme regnmængder.
Tre steder på Lyngbyvej måtte brandvæsnet ud og fjerne blade fra ristene, så vandet kunne løbe fra vejen. Blandt andet på selve Helsingørmotorvejen ved afkørslen til Kildegårds Plads var der kl. 14 meldinger om 10-15 cm dybt vand på halvanden vognbane i sydgående retning.
"Vejen blev spærret af, så vi kunne gå ind og fjerne vandet ved at åbne for kloakkerne igen, da ristene var fyldt op med nedfaldne blade", siger indsatsleder Ole Gregersen fra Lyngby-Taarbæk Brandvæsen.
Tidligere på dagen var brandvæsnet ude på to andre udrykninger. Den ene ved bustilkørslen ved IKEA-stoppestedet, den anden mellem Søbredden og Brogårdsvej i nordgående retning, hvor der var fyldt op med vand i viadukten under motorvejen.
"I viadukten var der vand op til brysthøjde, som vi kalder druknedybde. Her måtte vi give op og tilkalde politiet, der afspærrede området og tilkaldte Park og Vej”, siger Ole Gregersen.
Det bekræfter Finn Janniche, politikommisær i Nordsjællands Politi.
"Kl. 12.40 måtte vi afspærre viadukten, og der blev udsendt en advarende SMS til borgerne. Først kl. 00.10 ophævede vi afspærringen", oplyser han.