Stjernefrø fra Harlev
12-årige Celina Hørberg Nielsen fra Harlev videre i Voice
Tiden var ved at rinde ud, og ingen dommere havde endnu valgt 12-årige Celina Hørberg Nielsen fra Harlev.
Hun forsøgte ikke at lade sig distrahere af det og bare nyde, at hun har fået muligheden for at deltage i tv-showet Voice Junior på TV2.
“Jeg tænkte bare 'please, kan sangen ikke være lidt længere'. Og så tænkte jeg, at jeg blev nødt til virkelig at give den lidt ekstra - og det hjalp åbenbart,” smiler Celina Hørberg Nielsen.
For i de allersidste sekunder af sangen trykkede to dommere sig ind og valgte dermed, at de gerne vil arbejde videre med Celina.
“Jeg havde det bare sådan...YES! Nu får jeg lov at lave mere af det her. Jeg havde bare lyst til at skrige, for jeg blev simpelthen så overrasket. Jeg kan stadig slet ikke forstå det,” fortæller Celina Hørberg Nielsen, som endte med at vælge Wafande fra og i stedet vælge Joey Moe som sin mentor.
Vil være kendt sangerinde
Måske så du hele gyseren i tv i fredags, hvor Celina Hørberg Nielsen altså endte med at gå videre i sangkonkurrencen Voice Junior.
Den 12-årige Harlev-pige går til daglig i 5.a på Næshøjskolen. Hun har sunget hele sit liv, men de sidste to år har det været mere seriøst.
Blandt andet har hun indsendt to sange til MGP, hvor hun anden gang blev blandt de sidste 24 sange.
MGP-oplevelsen gjorde, at hun som bare 11-årig selv investerede i to højtalere, en mixer samt almindelig og trådløs mikrofon med stativ.
Derfor står der nu en mikrofon lige midt i familien Hørberg Nielsens stue, så det er nemt for Celina lige at “tage en øver”.
“Jeg vil jo gerne være en kendt sangerinde, som virkelig bliver lyttet til,” siger Celina Hørberg Nielsen.
Et naturligt optræder-gen
At Celina har et naturligt gen for at optræde blev særligt tydeligt under en familie-ferie til Sunny Beach i Bulgarien sidste sommer. Celina spurgte simpelthen selv om lov til at give et nummer på en restaurant, og før hun fik set sig om, var hun ude og optræde næsten hver aften på den 14 dage lange ferie.
“Jeg kan godt lide at stå på en scene og blive kigget på. Og at udtrykke mine følelser gennem sangen,” fortæller Celina Hørberg Nielsen, som selv er overrasket over, hvor meget hun egentlig har oplevet på et år. Fra sang hjemme i stuen, til optræden i Bulgarien, til flere ture i et lydstudie og så Voice.
Hvordan det går Celina Hørberg Nielsen i Voice Junior, kan du se de næste fredage på TV2.