“At være AGF-fan er ligesom at have en kæreste, der slår”

En klog mand sagde engang: “At være AGF-fan er ligesom at have en kæreste, der slår.”

Det kan jeg heldigvis ikke udtale mig om, men jeg kan i hvert fald skrive under på, at det er et turbulent forhold.

Til tider er det endda lodret træls og på kanten af det passiv-aggressive, det man udsættes for på stadion.

Nederlaget til Lyngby gjorde nas, og da jeg stod udenfor og sparkede til de visne blade, mens jeg mumlede noget bittert om matchfixing og kinesiske konspirationer, overvejede jeg, hvorfor jeg overhovedet gider at investere mig i det her pjat.

Men det gør jeg jo, for jeg vil jo så inderligt gerne, at AGF får rejst sig.

Der sker mange gode ting i og omkring Aarhus, men jeg ville bytte det hele for en guldfest og en udebanetur til Anfield Road.

Jeg ser gerne igennem fingre med al idiotien, hvis bare vi får pokalen hjem.

Jeg lever gerne med, at min tur til lufthavnen ofte er dyrere og længerevarende end selve flyrejsen, når jeg skal på ferie, for nu har Luftwaffe jo valgt placeringen af vores lufthavn for over 70 år siden.

Mos mig ind i en dyr og overfyldt A-bus, og lad mig da nyde den offentlige transports mange glæder, såsom at indånde sidemandens nysen og hosten.

Grav da kystvejen op og forsink bare projektet alt det I orker, det gør ingen skade.

Ansæt for pokker da københavnere og englændere til at vise, hvad Aarhus har at byde på i 2017, og skift dem så ud i et tempo, der får skatteministeriet til at sige “ro på!”.

Fyr endelig kommunekassen af på elitært dukketeater, mens de skraldespandshungrende gader drukner i skrald og mågehyl.

Bestil store Mercedes-taxaer på kommunens regning til raske skolebørn, mens vi energirenoverer kommunale bygninger for flere hundrede millioner kroner.

Lav et gigantisk sygehus til hele regionen, og sløjf så p-huset, så syge og pårørende kan få lidt ekstra at tumle med, når de skal til og fra Skejby.

Spis da de gamle af med vacuumpakket kattemad, mens middelklassens poder skal have ny nordisk økologi i institutionerne.

Det er også længe fint at bruge politiets ressourcer på trafikrazziaer mod tilfældige pendlere, mens borgerne bliver mere og mere utrygge over vold og indbrud.
Hele det cirkus er fint med mig, bare AGF for F***** da kan komme op, hvor de hører til.

Men så længe guldfesten lader vente på sig, kan man da godt ældes lidt ekstra over det ovenstående.

Indtil videre må jeg nøjes med de små glæder i den vindtunnel, AGF kalder hjemmebane.
At råbe dumme ting af mine lungers fulde kraft af fremmede mennesker på banen, at starte mytterier over den manglende remoulade til stadionplatten og at være i selskab med ledertyper, der kan holde kæft om maratonløb i to gange 45 minutter.