På flugt?

Den gamle myte fortæller om Jakob, som var på flugt. Og det havde han grund til, for han havde snydt og bedraget sin bror og sin far, og nu frygtede han for sit liv. Han var på flugt, uden venner, uden tag over hovedet. Da det blev aften, tog han en sten og brugte den som hovedpude, og lagde sig på den bare jord. Den nat drømte Jakob, at han så himlen åben over sig, og Guds engle vandre op og ned fra himmel til jord. Og med ét står Gud selv foran ham, og lover at være med ham, bevare ham og velsigne ham. Da Jakob vågnede, var han fyldt med ærefrygt og udbrød:
"Herren er i sandhed på dette sted, og jeg vidste det ikke."
En myte er jo ikke en løgnehistorie. Det er en fortælling, som hævder at bære på en sandhed, der gælder for ethvert menneske. Så er vi også Jakob. Og kender vi ikke til at være på flugt i én eller anden grad hver især? Måske på flugt fra uoverstigelige krav fra omgivelserne? Måske på flugt fra besværlige relationer, mennesker, vi svigtede, eller som svigtede os? Måske på flugt fra ting i vores fortid, eller fra os selv?
Den gamle fortælling vil indgyde os det mod, at den, der er på flugt, ikke er udenfor Guds rækkevidde. Der er forbindelse mellem jord og himmel, og himmelstiger kan forekomme på de mest uventede steder. Vi kan være engle for hinanden, der er med til at knytte forbindelsen mellem himmel og jord og bringe bud om en alkærlig Gud. Vi kan være med til at skabe himmelstiger for hinanden - i en venlig bemærkning, i et kram, en hjælpende hånd, i et par foldede hænder.
Og er vi helt alene, i det mørkeste mørke, er Gud selv med os netop dér.