Fortsæt til indhold

“Vi skal gøre overgangen fra børnehave til skole så smertefri som muligt”

I Viby har man haft succes med brobygning mellem skole og dagtilbuddene

Samfund
Jannik Schiermer Poulsen

Børnene i klasselokalet sidder i stillinger på stolene, som er gigt- og hekseskudfremkaldende bare at kigge på, mens de lytter tavst til lærerinden. Hvilket er imponerende, når man tænker på, at de fleste faktisk er børnehavebørn.
Der er nemlig 'Skoleuge' på Vestergårdsskolen, hvor børnehaverne i området bygger bro til skolen.
“Hele formålet med projektet her er, at vi skal samarbejde med lokaldistriktets skole. Vi vil gøre overgangen fra børnehave til skole så smertefri som muligt,” forklarer Jan Fisker, der er dagtilbudsleder i de omliggende, kommunale dagtilbud.

Op med hænderne

Tilbage i klasselokalet er lærer for 0. klasse Tove Brændstrup ved at øve opførsel i et klasselokale med poderne.
Med udgangspunkt i håndtegn skal de lære at fokusere, sidde stille og ikke bare råbe op. Tilsyneladende virker det, for en af drengene, der må rejse sig i stolen af ren og skær ophidselse over at besidde svaret ‘ugle', formår at dy sig og vente pænt til han får ordet.
Det er ikke kun børnene, der drager fordel af brobygningen mellem skolen og dagtilbuddene.
“Vi startede med det her projekt sidste år, og det har været en stor succes. Det har været meget nemmere for børnene at balancere rundt i skolestarten, når de på forhånd kender reglerne, rammerne og personerne på skolen,” fortæller Mariann Nygaard, der er fritidspædagogisk leder på Vestergårdsskolen.
Også hos dagtilbudene er pædagogerne glade for ordningen.
Hanna Timmermann, der er pædagogisk leder i ‘Grøften' forklarer:
“Vi høster af skolens pædagogiske erfaringer, og så er vi glade for at kunne overdrage vores kendskab til børnene. Især dem med særlige behov.”

“Vi har lært at sidde stille”

Gustav og Rose fra Tokløveren har allernådigst ladet sig interviewe.
Hvad har været det bedste ved at være i skole?

“Det har været at spille spil og spille skuespil. Og så dinosaurbanko,” svarer Rose og fremviser byttet. “Og så er jeg heller ikke blevet væk endnu,” tilføjer hun.
Hvad har I lært på skolen indtil videre?

“Vi har lært at sidde stille,” fortæller Gustav, mens han rejser sig op og vender ryggen til.
Glæder I jer til at begynde i skole?

“Det ved vi ikke, men vi tror det bliver godt,” får de to nået frem til i fællesskab.

Tilvalg, ikke fravalg

Og den holdning deler skoleleder Dorthe Kjærullf også.
“Det, at vi har haft skoleuge sidste år har betydet meget for indskolingen. Børnene er meget tryggere, når de starter,” fortæller Dorthe Kjærulff.
“Vi vil gerne være med til at vise Vestergårdsskolen frem og være med til at give forældrene et kvalificeret grundlag at vælge skole ud fra. Skolevalget skal være et aktivt tilvalg af en skole, og ikke et fravalg,” siger Jan Fisker.
Tilbage i 0. klasse sidder børnene og kigger fokuseret på lærerens 'smart-board'.
De markerer med hænderne og opfører sig pænt, men spjættende ben, arme og fødder beviser, at de gør sig umage.