Fortsæt til indhold

Igen energimesse hos DJH i Hadsten

Energien har mange former. Mange af dem kan man se på den kommende energimesse

Samfund
Erling Baastrup

Energimessen på Den jydske Haandværkerskole (DjH) er en tilbagevendende begivenhed, og igen i år sættes der fokus på energieffektivisering, energibesparelse og vedvarende energi i bolig og erhverv lørdag den 25. oktober kl. 10.00 – 15.00.
Borgmester Nils Borring åbner dagen, og omkring 50 udstillere præsenterer energirigtige tiltag i boligen fra de meget populære luftsolfangere over isolering og varmepumper til belysning. Udstillingen suppleres af forskellige foredrag, som for eksempel vedvarende energi med fremvisning af DjH's 14 bæredygtige anlæg, der bliver brugt i undervisningen.
Energirigtig lyssætning er også på programmet, og Favrskov Kommune står bag tre infomøder:
11.00: Projekt 60+.
13.00: Projekt BedreBolig.
14.00: Energitjek til boligejere med oliefyr.

Byg en bil

For børnene er der en konkurrence om at bygge en lille solcellebil og få den til at køre. Samtidig med byggeriet kan man få sig en god snak om, hvor bilen får sin energi fra. Konkurrencen topper med et kapløb mellem de små soldrevne biler.

Man kan som sidste år høre om fordelene ved at isolere med granuleret avispapir.

Skole Skills Stafet

Sideløbende med messen afholdes Favrskovmesterskaberne i Skills stafetten for 8. klasser. En konkurrence for Favrskov Kommunes 8. klasser, hvor et hold fra hver skole kæmper om at komme med til finalerne i Bella Centret i København 9. januar. Kommunens vandrepokal er på spil. Den er de sidste to år vundet af Præstemarkskolen i Søften.