Succesfusion i møbelbranchen
Mindre end et år efter af Holmris og Flexform fusionerede mærker man hos Holmris + Flexform positive resultater af fusionen.
FUSION Da de to virksomheder i møbelbranchen, Holmris og Flexform fusionerede pr. 1. januar 2014, var det udfra ønsket om dække markedet bedre, såvel geografisk som markedsmæssigt. Og allerede nu, mindre end 10 måneder efter kan man glæde sig over, at fusionen har kastet positive resultater af sig. Direktør Michael Thimgaard fortæller:
- Før fusionen dækkede Holmris primært markedet vest for Storebælt og havde især mange kunder i det private erhvervsliv, mens Flexform havde deres fleste kunder øst for Storebælt og stod stærkt som leverandør til det offentlige marked. Med udgangspunkt i den situation var det målet med fusionen at komme til at dække såvel det private som det offentlige marked i begge dele af landet, og det er vi heldigvis allerede bekræftet blevet i var en god beslutning, for det går rigtig godt, forklarer Michael Thimgaard.
- Enten skal man være lille og nicheorienteret, eller også skal man have en vis størrelse til at kunne betjene markedet. Vi har valgt den sidste løsning, og har nu fået en størrelse der gør at vi kan være en betydende aktør på dette marked, siger han.
Før fusionen havde Holmris egen produktion i Bjerringbro, men produktionen er ikke en del af fusionen idet det er salgsselskabet der er fusioneret med Flexform.
Foreløbig har man til huse hvor Flexform siden 1994 har boet, men til maj 2015 kan man glæde sig over at flytte ind i et helt nybygget domicil i Skandinavisk Transport Center i Køge.
- Det er helt bevidst at vi har valgt at skulle bo i Skandinavisk Tranport Center. Dels får vi samlet vores lager i et helt nyt og tidssvarende byggeri, hvor der også er plads til administrationen og showroom, dels får vi en rigtig god beliggenhed i et logistikcenter, lige ud til Køge Bugt motorvejen, fortæller Michael Thimgaard.
Udover at kunne glæde sig over at fusionen tegner yderst positivt, kan man ifølge Michael Thimgaard som branche også glæde sig over positive tendenser.
- Det er klart, at finanskrisen i sin tid lagde en dæmper på erhvervslivets lyst til at investere i nyt møblement. Mange steder måtte man jo desværre sige farvel til medarbejdere, og det harmonerede ikke rigtigt med samtidigt at investerede i nyt møblement. Men, nu mærker branchen så småt en opblødning og tegn på at man er forbi den tid, og det betyder at der er et opsparet behov der skal indfries, siger han.
- Kombineret med den generelle optimisme, er der derfor al mulig grund til at se positivt på fremtiden for møbelbranchen, fortæller Michael Thimgaard, som efter fusionen nu er direktør for i alt 95 medarbejdere i salgsselskabet Holmris + Flexform.