Kolding dropper de dyre fejemaskiner
Privat firma skal rydde byens fortove for sne for en halv million kroner mindre
Kolding Kommune kan spare op til en halv million kroner om året, fordi et privat firma nu overtager tjansen med at vedligeholde kommunens fortove.
Tre virksomheder bød på opgaven i kommunens udbud. Arbejdet består blandt andet i at salte, rydde sne og anden vintervedligeholdelse på sammenlagt 47 kilometer fortove i Kolding Kommune.
Det var virksomheden HedeDanmark, der løb med opgaven, som har en værdi af omkring 700.000 kroner.
“Det er beregnet på en normal vinter. Det kan naturligvis svinge alt efter, hvordan vinteren bliver”, fortæller Troels Kragh, afdelingsleder i Vej og Park i Kolding.
For mange specialmaskiner
I forbindelse med udarbejdelse af udbuddet fandt kommunens folk blandt andet ud af, at der var for mange specialmaskiner i afdelingen, som ikke blev udnyttet godt nok.
En pæn del af besparelsen ligger her, oplyser Knud Erik Langhoff (K), formand for Teknisk Udvalg.
“Et skøn er en umiddelbar besparelse på 300.000-400.000 kroner. Den kan dog blive op til en halv million kroner”, fortæller Langhoff.
Han er ganske tilfreds med resultatet af udbuddet og går ud fra, at det mandskab i afdelingen, der nu ikke mere skal beskæftige sig med at fjerne sne fra kommunens fortove, skal tage sig af andre opgaver.
“Det er sundt at prøve markedet af ind imellem”, mener Knud Erik Langhoff.