Ledelse og forpligtelse

For nylig var jeg til møde med en leder jeg har kendt i en længere årrække efterhånden og har fulgt gennem tre organisationer nu.
Han er nu administrerende direktør i en gammel familievirksomhed, med mere end hundrede år på bagen, som er et markant dansk brand.
Under vores samtale kom han ind på en speciel følelse han har fået efter at have overtaget roret i denne virksomhed, som han selv udtrykker det:
”Det svarer lidt til at have et ligegyldigt masseproduceret glas fra Ikea i hånden og så til at stå med det fineste krystalglas—her har jeg virkelig fornemmelsen af, at der er noget jeg skal tage vare på og passe på, og som jeg har en forpligtelse til at levere tilbage i ordentlig stand, når jeg er færdig”.
Det får mig til at tænke på, hvordan det ville være, hvis alle direktører, og ledere i det hele taget, betragtede deres hverv ud fra det synspunkt, at de har fået noget værdifuldt betroet, nærmest som en arv, som de har en forpligtelse til at levere tilbage, i mindst samme stand som da de overtog jobbet, når de en dag forlader virksomheden?
Så ville ledergerningen få mere karakter af tjeneste end af styring, magtudfoldelse og kontrol.
Og så ville opgaven i forhold til medarbejderne bestå i at få deres potentialer til at blomstre—og helst på en måde der forenede deres evner mod fælles mål.
Jeg har i mange år troet, at det var utopi at forestille sig sådanne tilstande i en moderne dansk virksomhedskultur, men efter det omtalte besøg er mit håb tændt igen.
Så prøv at overveje: Hvilken arv kræver mit job, at jeg giver videre, og hvordan bidrager jeg til, at mine medarbejderes potentialer blomstrer?
Jeg er sikker på at evner vi at svare rigtigt på disse spørgsmål, vil det betyde en styrkelse af enhver virksomhed.


”The first responsibility of a leader is to define reality. The last is to say thank you. In between the two, the leader must become a servant and a debtor.”
Max dePree