Auning-pige blandt chimpanser og ebola
Sofie Meilvang og hendes kollegaer kæmper for at skaffe penge, efter at ebola har skræmt turisterne væk, og dermed en stor del af underlaget for driften
Da Sofie Meilvang, tidligere Auning, startede som manager på chimpanseredningsstationen Tacugama Chimpanzee Sanctuary i Sierra Leone i april 2014, var de første tilfælde af ebola blevet bekræftet et par uger forinden. Men på det tidspunkt havde hun aldrig forestillet sig, at Ebola ville blive så stor en del af hendes liv, som det er i dag.
Chimpanseredningsstationen er i dag hjem for næsten 90 chimpanser af en sjælden art, den vestlige chimpanse. Udenfor redningsstationen er artens overlevelse truet af jægere og af, at chimpansernes naturlige levesteder ødelægges af mennesker. Med ebola-epidemiens hærgen er chimpansestationen blevet ramt af en stor udfordring, der gør det meget vanskeligt at holde arbejdet i gang: turisterne bliver væk, og indtægterne fra dem ligeså.
“De sidste måneder er disse gæster fuldstændig forsvundet. Vi prøver derfor desperat at finde alternative måder at rejse penge på, så vores ansatte og deres familier og selvfølgelig chimpanserne ikke kommer til at lide nogen nød i denne svære situation,” siger Sofie Meilvang.
Ikke kedeligt
Der er 30 ansatte på chimpanseredningsstationen.
27 af dem er lokale, og Sofie Meilvang kalder det en katastrofe for dem og deres familier, hvis de bliver fyret under denne krise.
“Det er sket for mange andre organisationer og firmaer, men vi vil kæmpe hårdt for at beholde alle mand. Vi har et fantastisk team, hvilket blandt andet blev bevist under en tre dages lock down for nylig. Alle mand blev oppe på stationen, så chimpanserne ikke skulle lide nogen nød.”
Sofie Meilvangs opgaver er mangfoldige. De har såvel med de ansatte at gøre som med chimpanserne, campen, forsyninger, biler, vedligeholdelse med mere. Meget af arbejdet er fundraising og updates til sponsorer, koordinering af frivillige.
“Det er ikke kedeligt”, smiler hun.
Sierra Leone er et af verdens fattigste lande. Inden Ebola-epidemien huserede var landet lige begyndt at komme oven på efter borgerkrigen, der sluttede for tolv år siden.
Turisterne er skræmt væk
“Turismen var begyndt at vokse langsomt, men i dag tror jeg ikke, der er en eneste turist tilbage i Sierra Leone. De er alle blevet skræmt væk af ebola.”
Sierra Leone har en befolkning på omkring 6 mio. mennesker og kun 5500 chimpanser. Selv om det er ulovligt at jage, dræbe eller fange vilde chimpanser, jages de voksne chimpanser og sælges som bush meat, mens de yngre bliver solgt som kæledyr. Desuden ødelægges chimpansernes naturlige levesteder på grund af tømmerhugst, landbrug og minebrug.
Tacugama Chimpanzee Sanctuary åbnede i 1995. Stedet blev grundlagt af Bala Amarasekaran, der ville skabe et hjem for konfiskerede, forældreløse og efterladte chimpanser. Tacugama spiller i dag en vital rolle i kampen for at stoppe illegal handel med chimpanser.
“Vi kæmper med at beskytte chimpanserne i naturen ved at undervise de lokale samfund og foreslå bæredygtige løsninger til at bevare chimpanserne. Tacugama udfører desuden adskillige forskningsprojekter for at undersøge de vilde chimpansers forhold, og vi presser på for at forbedre de love, der skal beskytte chimpanserne og sørger for, at de bliver overholdt.”
Fortsættelse følger senere i dag på norddjurs.lokalavisen.dk om Sofie Meilvang og chimpanseredningsstationen i Sierre Leone.
Alle skoler er lukket
Tacugama har også et stort skoleprogram, der underviser eleverne i chimpanser og naturbevarelse. På grund af Ebola er alle skoler i Sierra Leone nu lukket på uvis tid, hvilket ikke bedrer på det faktum, at en stor andel af befolkningen er analfabeter. Chimpanseredningsstationen søger i øjeblikket penge til at starte undervisning over radioen til alle de børn, der nu sidder hjemme.
Normalt er Tacugamas forskningsteam meget aktive i felten og genererer en del penge til centret ved at udføre forskningsarbejde for andre organisationer. Også dette er blevet bremset af ebola-epidemien.
“I dag sidder vores forskerteam, der alle er fra Sierra Leone, rastløse her på kontoret, da det er for risikabelt for dem at rejse rundt i landet. Det betyder både færre forskningsresultater og mindre viden, men også færre penge til at dække udgifter til løn og foder til chimpanserne.”