Læge uden receptblok
Foredrag med læge Søren Flytlie på Allingåbro Hotel
Læge Søren Flytlie er én af de læger, der fravælger medicin i behandlingen. Det kan tv-seere få indblik i, når DR snart sender en serie om afmedicinering, hvor man i fire afsnit følger otte patienter på vejen ud af medicinen og dens bivirkninger.
Zoneterapeut Lene Dam Jeppesen, Auning, har arrangeret et foredrag med ham. Det finder sted torsdag 30. oktober på Allingåbro Hotel, og deltagere bedes tilmelde sig til hende.
Behandling af raske
Foredraget hedder “Lægens guide til naturlig sundhed”. Han kommer ind på sin behandling af sygdomme, for eksempel forhøjet blodtryk, forhøjet kolesteroltal, åreforkalkning, knogleskørhed og spædbarnskolik. Han fortæller også om brugen af vitaminpiller og om, hvorfor noget mad er sundt for nogle og usundt for andre.
Ifølge Søren Flytlie kunne medicinalindustrien ikke eksistere, hvis det kun var syge mennesker, som skulle have medicin.
”Medicinal-industriens største indtjening, ligger i behandlingen af raske mennesker, der er simpelthen for få af de syge,” udtaler han. Han mener, at behandlingsgrænserne efterhånden er så lave, at næsten alle burde spise medicin.
I tråd med Hippokrates
Søren Flytlie har en privat lægeklinik i Aarhus. Han kalder sig selv for en utraditionel læge med fokus på naturlig sundhed i tråd med lægekunstens fader, Hippokrates.
“I en traditionel læges værktøjskasse er der typisk kun farlig medicin, hvilket er godt i akutte tilfælde. Medicin helbreder dog ikke, så på sigt handler det om at finde årsagen og behandle dén, gerne før bivirkningerne fra medicinen sætter ind. Medicinalindustrien financierer det meste forskning, men sjældent i ”naturlig sundhed”, da der ikke er penge i helbredelse, desværre. Vi skal tilbage på sporet, og tilføre kroppen naturlige råstoffer, så den har de rette forudsætninger for at fungere optimalt.”
Søren Flytlie blev “Lægen uden receptblok”, da han vurderede, at mange patienter fastholdes i et livslangt medicinforbrug uden helhjertet forsøg på årsagsbehandling. Han vedgår, at den alternative verden kan være noget broget, og han har derfor sat sig for, med lægeuddannelsen i ryggen, at guide patienten til et bedre helbred uden medicin.