Fortsæt til indhold

Fjellerups Seje Sild sender varme pakker ud i verden

Pakker med nyttigt og sjovt strik sendt afsted til hospital og lokale lægehuse

Samfund
Anette Bonde

Fjellerups Seje Sild har ikke ligget på den lade side i sommerpausen, men har ladet strikkepinde og hæklenåle arbejde. Ved sæsonstarten 18. september blev der pakket fem kuvøsetæpper, tre dragter med huer, fire par sokker og 53 huer til Odense Universitetshospital. Efterfølgende er der afleveret 18 krammedyr til Glesborg Lægehus og 14 til Lægehuset i Vivild. Lægehusene bruger bamser/krammedyr til to års børneundersøgelserne.

Overskud til Kræftens Bekæmpelse og til hospitalsklovn

Ved sæsonstarten blev der også sat tal på sommersalget, som har indbragt 6.648 kroner. Beløbet er i kraft af fortsat sponsorstøtte fra Borgerforeningen og Kræmmerforeningen ubeskåret tildelt Kræftens Bekæmpelse Ikast-Brande Lokalafdeling.
Et eventuelt nyt overskud i denne sæson tænkes tildelt hospitalsklovnen Pia Chisko, lyder det fra de Seje Sild.

Leder efter nyt udstillings- og salgssted

Meget af salget har foregået fra det gamle salthus ved Fjellerup Strand, hvor også udstillingen Fjelleruphav vises. Dette samarbejde er nu ophørt efter ønske fra Fjelleruphav, og de Seje Sild leder nu efter et nyt udstillingssted til deres andel af udstillingen Fjelleruphav suppleret med nye ting og med plads til den meget populære salgsbod.