Fortsæt til indhold

Smukfest kæmper hårdt for livet

Smukfest føler sig nødsaget til at holde to ens festivaler i byen for at overleve. Politiker er ikke enig

Samfund
Af Jonas Wrede Hansen

Hvis det står til Smukfest, så er det en nødvendighed for festivalens eksistens i fremtiden, at de forandrer sig. Det sker på baggrund af den øgede konkurrence, som den kommende fynske festival Tinderbox med 25 kommunale millioner i ryggen kommer med.
“Gør vi ikke noget nu, bliver vi tromlet ned,” fortæller Claus Visbye, der er formand for Smukfest.
Derfor fremlagde festivalledelsen overfor byrådet i Skanderborg en idé om at holde Smukfest to gange i træk.
“Med det koncept vil det være nemmere at tiltrække kunstnere, og vi kan derfor fortsætte med at være en attraktiv festival,” lyder det fra Claus Visbye.
En idé, som ikke alle i byrådet dog er helt åbne overfor.
“Jeg synes i forvejen, at Smukfest fylder alt for meget,” lyder det blandt andet fra DF's Martin Frausing Poulsen, der ikke selv var til stede ved det særlige temamøde om to festivaler i Skanderborg, men efterfølgende har læst Smukfests forslag.
Imens er borgmester Jørgen Gaarde (S) mere positiv over for idéen.
“Hvis det kan lade sig gøre inde for de rammer, som der er nu, så kan det være en mulighed,” fortæller han.

Er nødt til at gøre noget nu

Festivalen Tinderbox bliver afholdt for første gang til sommer. Det er den festival, som Smukfests formand Claus Visbye frygter, vil forsøge at gøre livet svært for hans festival.
“Det er et stort europæisk festivalfirma, der står bag Tinderbox. De er meget businessminded og er der kun for at lave penge. Der er for eksempel en traditionsrig festival i Sverige, der har været nødt til at lukke på grund af dem. Vi er nødt til at agere med det samme for at klare konkurrencen,” fortæller han.
Samme holdning deler Martin Frausing Poulsen (DF) ikke. Han synes, at Smukfest bør vente.
“Nu ved Smukfest jo egentlig ikke, hvor stor konkurrencen bliver fra Tinderbox. Jeg synes i stedet, at Smukfest skulle vente et år, og se, om konkurrencen nu også er så stor,” fortæller han og understreger samtidig, at han i forvejen synes, at festivalen er for stor til Skanderborg.
“Den er vokset meget de senere år og gået hen at blevet meget kommerciel,” fortæller Martin Frausing Poulsen.

Forventer ikke penge

Den nye konkurrent Tinderbox har fået omkring 25 millioner i støtte af Odense Kommune, hvilket blandt andet er med til at gøre livet svært for Smukfest. Samme slags støtte ved Smukfest godt, at de ikke kan få.
“Vi ved godt, at vi ikke kan få millioner i støtte fra Skanderborg Kommune. Det er derfor vi vil se mulighederne for en anderledes festival,” fortæller Claus Visbye.
Borgmester Jørgen Gaarde (S) er åben overfor idéen, hvis den altså kan udføres inden for de rammer, der i forvejen er for festivalen.
“Smukfest er så betydningfuld for Skanderborg og et godt brand, at den fortjener, at vi ser på, hvordan den kan hjælpes,” fortæller Jørgen Gaarde (S), der samtidig fortæller, at kommunens administration i øjeblikket kigger på, om Smukfests idé med to festivaler kan lade sig gøre inden for den aktuelle lokalplan.

Lokalplan afgør fremtiden

Claus Visbye håber, at de i den kan finde en måde, hvorpå det kan lade sig gøre at lave den samme festival to gange i træk. Hvis de skal nå at kunne få det stablet på benene, er det nemlig nødvendigt, at det hurtigt bliver afgjort, om det kan lade sig gøre.
“Vi skal finde ud af noget meget hurtigt. I øjeblikket bliver navnene stille og roligt bekræftet til festivaler og kunstnernes ture bliver lukket,” fortæller Claus Visbye, der forventer at afgørelsen falder ved byrådsmødet onsdag 29. oktober.
Indtil videre har han ikke taget stilling til, hvad der skal ske, hvis det ikke kan lade sig gøre med lokalplanen.