Fortsæt til indhold

100-årige Frodes historie bliver til film

Filmen “9. april”, som rammer biograferne til næste år, er blandt andet blevet til med hjælp fra Frode Jensen

Samfund
Af Jonas Wrede Hansen

For nylig kunne man i Lokalavisen læse historien om 100-årige Frode Jensen fra Hårby, der på tætteste hånd oplevede tyskerne 9. april 1940 besætte Danmark. Han var korporal og ledte en kanongruppe ved Hokkerup i Sønderjylland, da de tyske tropper gik over grænsen. Til næste år får en film med titlen '9. april' premiere i landets biografer.
En film, der som navnet antyder, handler om, hvordan de danske soldater ved grænsen til Tyskland i Sønderjylland forsøgte at forhindre en tysk besættelse.
Lige præcis Frode Jensen fra Hårby har været med til at fortælle sin historie til folkene bag filmen og har dermed bidraget til dens handling.
“Det har været spændende at fortælle min historie til dem, og jeg har også været nede at se en optagelse,” fortæller Frode, der dog samtidig også er en smule skeptisk over, om det er muligt at få lavet filmen, så den afspejler, hvad der lige præcis skete den tirsdag morgen i april for snart 75 år siden.
“Jeg er meget spændt på, om de kan få de mange detaljer med,” lyder det spændt fra den tidligere korporal.

Frode har været hjælpsom

Filmen er instrueret af debutanten Roni Ezra og har et par ret prominente navne på rollelisten. Blandt andet spilles en af hovedrollerne af Pilou Asbæk, der i øjeblikket er aktuel i biograferne med 'Fasandræberne' og hver søndag også kan ses på DR1 i serien '1864'.
Instruktør Roni Ezra føler sig heldig over at have fået muligheden for at møde krigveteraner som Frode Jensen.
“Det er jo en stor gave at få lov til at snakke med dem, der oplevede det helt tæt på,” fortæller han.
Der er ikke nogen skuespiller, som skal spille Korporal Jensen, da filmens handling ikke udspiller sig i Hokkerup. Frode Jensen har dog kunnet bidrage med noget helt specielt til filmen, som han blev interviewet til i research- og manuskriptfasen.
“Han har været med til at give et menneskeligt billede af, hvordan de danske soldater havde det den dag,” fortæller Roni Ezra.

Specielt at møde Frode

Lige præcis mødet med Frode kan Roni Ezra sagtens huske. Det var nemlig en meget speciel aften.
“Det var imponerende at møde Frode, som i den grad havde meget klare erindringer fra dengang. Vi fik detaljer, som vi ikke havde hørt før,” fortæller Roni, som sammen med andre fra filmholdet var hjemme hos Frode i en halvanden time.
“Der var ikke nogen, der på noget tidspunkt kiggede op på uret. Så interessant var det.”