Trygfondens Familiehus skal udbygges
Flere familier kan bo tæt ved Aarhus Universitetshospital, når familiehus udbygges
Et stigende antal familier fra hele landet får mulighed for at være tæt på et barn, der indlægges på Aarhus Universitetshospital i Skejby, når Trygfonden med en donation på 21,5 millioner kroner udvider Familiehuset på hospitalsgrunden fra 12 til 22 værelser.
Regionsrådet i Region Midtjylland har netop godkendt udvidelsen, og dermed står huset over for en lille fordobling i antallet af værelser, som kan blive hjemlig base for forældre og søskende til alvorligt syge og langtidsindlagte børn.
En slags hotel
Knap to år efter indvielsen har 500 familier fra hele landet boet i Trygfondens Familiehus, som er en slags hotel, hvor hver familie har eget værelse med bad. Derudover er der store fællesarealer med køkken, lege- og aktivitetsrum samt opholds- og motionsrum.
“Vi ved godt, at huset gør en forskel for de familier, der måske ellers er tvunget til at leve adskilt i lange perioder,” siger direktør i Trygfonden, Gurli Martinussen og fortætter:
Behov for udvidelse
“Når vi samtidig ved, at Aarhus Universitetshospital inden for de næste fem år både samler alle hospitalets børneafsnit i Skejby og samtidig bliver centrum for helt nye funktioner, som vil trække små patienter fra hele landet, er jeg ikke i tvivl om, at der er behov for en udvidelse,” siger Gurli Martinussen.
Det er blandt andet udsigten til, at Aarhus Universitetshospital i 2017 etablerer Det Nationale Center for Partikelterapi, som får behovet til at vokse. Her kommer man eksempelvis til at behandle børn fra hele Danmark med kræft i hjernen.
I praksis fungerer Familiehuset som en fredelig oase for familierne, hvor også bedsteforældre kan være med og hjælpe til med at passe raske søskende, vaske tøj og lave mad. De indlagte børn kan komme på besøg og være sammen med forældre og søskende næsten som derhjemme, oplyser lederen af Familiehuset, Vinni Stenholt.
En stor støtte
“Mange af familierne bor her over længere tid og vender tilbage, så vi kommer til at kende dem godt. Og det er min oplevelse, at huset og muligheden for samvær er en stor støtte. Det er svært at være det barn, der er sygt, det er svært at være mor og far, og det er svært at være søskende,” siger Vinni Stenholt.
Familiehuset er en selvejende institution og drives af sponsorater.