Flere fotovogne fra nytår
Fra nytår bliver der over dobbelt så megen automatisk fartkontrol i Sydøstjyllands politikreds
Fra nytår råder Sydøstjyllands Politi over ni fotovogne. Det er mere end fire gange så mange som de nuværende to, men det betyder dog ikke, at der bliver over fire gange så megen automatisk fartkontrol som i dag. Der bliver 'kun' godt dobbelt så megen kontrol som i dag.
“Vi går fra 4.000 timer om året til mindst 9.000 timer,” fortæller Finn Ellesgaard Nielsen, leder af færdselsafdelingen i Sydøstjyllands Politi.
Politiet bliver jævnligt skudt i skoene, at fotovognene blot er en pengemaskine, men lederen af færdselsafdelingen understreger, at politiet bliver målet på antal timers fartkontrol og ikke antal sigtelser.
“For os drejer det sig om sikkerhed, og vi kan se en klar effekt af kontrol med både fotovogne og andre former for fartkontrol. Hastigheden på landevejen er siden 2008 faldet med to kilometer i timer, og det har utrolig stor betydning for sikkerheden. Dels for om der sker uheld, og ikke mindst for hvor voldsomme uheldene er,” siger Finn Ellesgaard Nielsen.
“Vi baserer vores indsats på analyser, gennemsnitshastigheder, uheldsstatistikker og egne erfaringer. Fotovognene vil primært være i byområder og på landeveje. For eksempel er det oplagt at lave kontrol ved skoleveje og på landeveje, hvor der er sket mange uheld. Vi vil ikke bare holde et sted, fordi det er nemt at holde der. Det beror altid på en konkret vurdering.”
På landsplan bliver der fra nytår 100 fotovogne. I dag er der 25.