Kom til middag med Joan Ørting
Sexologen kan opleves til teatermiddag i Aarhus på torsdag
Joan Ørting kommer til Aarhus på torsdag som en del af et ekspertpanel til en såkaldt teatermiddag, hvor temaet er mænd versus kvinder.
Her vil hun være med til at debattere følgende spørgsmål:
Hvorfor er kønnene (stadig) så forvirrede? Sidder kønnet i hovedet eller mellem benene? Kan man tale om noget urkvindeligt, eller urmandigt? Vil der overhovedet være køn om 25 år og vil biseksualitet være normen mere end undtagelsen om 50 år? Og var alt bare lettere i gamle dage, hvor manden gik på jagt og kvinden samlede bær? Er manden i krise, og har han brug for en kampdag?
Det sker på borgerscenen på Aarhus Teater klokken 18. Her vendes kønsdebatten på vrangen og inviterer indenfor til en interaktiv middag i glamourøse rammer.
Og det bliver altså i selskab med debatlystne gæster.
Udover Joan Ørting er det skuespiller Marie Louise Wille, som læser op af kvinde- og mandelitteratur og et væld af andre personer.
Det koster 140 kroner, og der kan købes drikkevarer.