Fortsæt til indhold

Borgergruppe advarer imod asylcenter til 80 uledsagede unge

Borgerne omkring Georgsminde er bekymrede over udsigterne til 80-85 uledsagede asylansøgere under 18 år

Samfund
Anette Bonde

"Vi er bange for at lyde som om vi er racister. Det er vi ikke. Hvis der havde været tale om 80 unge danske drenge/mænd med psykiske belastninger havde vi også været bange for fremtiden."
Steffen Thomsen er med i den gruppe beboere i nærheden af den tidligere håndarbejdsskole Georgsminde, der har sluttet sig sammen, efter at det kom frem at Georgsminde er på tale som kommende asylcenter.

Manglende adspredelse

Borgerne er oprørte over, at kommunen kan finde på at pege på håndarbejdskolen som asylcenter for cirka 80 uledsagede børn og unge under 18 år, og de er bekymrede for at de kommende beboere på grund af psykiske ar og manglende adspredelse på den øde placering vil komme til at præge området på en uheldig måde.
"25, som stedet er godkendt til, er fint, men vi er bange for at Røde Kors ikke kan håndtere 80 mennesker på så lille en grund. Der er jo ikke noget som helst - ingen butikker, fritidsaktiviteter, offentlig transport, kulturel adspredelse og ingen adgang til det øvrige danske samfund. Der er ingen mulighed for integration", siger Steffen Thomsens hustru Pernille Heron.
Hun understreger, at naboerne gerne ville tilbyde at lave en frivilliggruppe, hvis der var tale om 25 asylansøgere. Steffen Thomsen refererer til en nabo, der har det på samme måde.
"Men nu er hun bare skræmt fra vid og sans, når der tales om 80."

Research på erfaringer

Gruppen har fordelt opgaver mellem sig, og nogle har researchet på erfaringer andre steder. Man har blandt andet læst, at der kan opgives falsk alder, så asylansøgerne således kan være op til nitten år, at det anbefales at asylansøgere, der ikke er i familie, har hver sit værelse, at Dansk Flygtningehjælps eget blad anbefaler at unge mænd er adskilt fra børn og piger.
På Georgsminde vil der, hvis der skal bo omkring 80, blive sat tre køjesenge ind på hvert værelse, fortæller Steffen Thomsen.
Ved et såkaldt kaffemøde for et par uger siden med borgmester Jan Petersen og kommunaldirektør Jesper Kaas Schmidt, syntes gruppen ikke, at der fra kommunalt hold blev lyttet til deres bekymringer. Det har også skabt frustration i området.
"Vi har om naboer til bygningerne indsigelsesret i høringsfasen, når der eventuelt skal laves landzone, så antallet af asylansøgere kan udvides fra 25 til 80. Men kommunen har ladet os forstå, at man vil sidde enhver indsigelse overhørig."