Aarhus er i fremgang som konferenceby
Byens hoteller, og turismebranchen generelt nyder godt af konferenceturismen, der trives godt i det aarhusianske
Der er tomt denne morgen i Radisson Aarhus' konferencefaciliteter, men det er nærmere undtagelsen end reglen.
For konferenceturismen har gode betingelser i Aarhus, og det er en vigtig del af økonomien for mange spillere i hotelbranchen.
“Konferenceturismen er af stor betydning. Turismen er generelt meget sæsonpræget med høj- og lavsæsoner, og forretningsturismen er med til at balancere økonomien i branchen. Der holdes jo møder og konferencer året rundt. En anden faktor er en destinations image. Forretningsfolk får måske øjnene op for Aarhus under en konference og vender måske tilbage med familien,” forklarer Burcu Karakas, der har forsket i konferenceturisme på Aalborg Universitet.
Vigtig del af forretningen
Tilbage på Radisson spiller konferenceturismen også en stor rolle, for faktisk er 40 procent af alle gæsterne forretningsfolk.
Det er også noget, man satser på, for hotellet har ikke mindre end 19 møderum, der kan rumme alt fra en håndfuld til 600 personer.
Kongressalen, der også hører til hotellet, kan rumme 1.000 mand.
“Vi sælger flere og flere konferencer år for år. Den øgede konkurrence fra Comwell-hotellet har kun været god, for ‘kagen', vi skal dele, er blevet større,” fortæller Rikke Ross, der er meeting & event coordinator på Radisson.
“Det er ofte lokale virksomheder, der benytter os til kurser, konferencer og kongresser, men vi har kunder fra alt fra medicinalindustrien over fagforeninger til det kommunale,” forklarer Rikke Ross.
Det er omkring 80 procent af konferencegæsterne, der kommer fra det private erhvervsliv, og de resterende er fra det offentlige.
Aarhus har gjort det godt som konferenceby, fortæller Burcu Karakas.
“Aarhus er på rette spor. Byens brandingstrategi mod udlandet har smittet af på det hjemlige marked, og de lokale organistationer og aktører har et godt samarbejde, hvor alle parterne er involveret i udviklingen,” forklarer hun, og understreger, at København stadig er foran.
Især på det internationale marked, da byen har et større brand.
Lys fremtid
På Radisson ser man lyst på fremtiden.
“Vi ligger rigtig fornuftigt placeret. Både geografisk i landet, og når man ser på, hvad Aarhus kan tilbyde af natur og kultur. Du har jo storbyen lige ved din dør her,” siger Rikke Ross og fortsætter:
“Vores løbende dialog med kunderne om deres ønsker har også haft rigtig positiv effekt, og vi har målrettet vores produkter efter kundernes behov. For eksempel er slikskålene skiftet ud med sund 'brainfood', hvilket virksomhederne er meget begejstrede for.”
Byens andre større hoteller, som Zleep og Comwell, lægger også stor vægt på konferencer, og hos Zleep har efterspørgslen endda været så stor, at man har anlagt konferencefaciliteter.