Fortsæt til indhold

Nyt Hovedbibliotek vokser på havnen

I starten af 2015 flytter tusindvis af biblioteksbøger til Dokk1

Samfund
Line Hitz

Læs bøger, mens du drikker kaffe og kigger ud over vandet. Det bliver virkelighed for aahusianerne, når Hovedbiblioteket i starten af 2015 flytter fra Mølleparken til Dokk1 på industrihavnen i Aarhus.
Udover Hovedbibliotek og Borgerservice, kommer bygningen blandt andet til at rumme læsesal, børneteater, ammestue, café og mødelokaler.
“Vi vil gerne lave et ikke-kommercielt mødested, hvor man kan mødes på tværs af forskelligheder. Derfor har vi genovervejet, hvad et bibliotek er, og det bliver et sted med tilbud til alle grupper af befolkningen, og hvor der er fri adgang uanset køn, alder eller social status,” siger projektleder på Dokk1, Ina Bækgaard

Bygget til fremtiden

Dokk1 er en del af Aarhus Kommunes helhedsprojekt, Urban Mediaspace Aarhus, som også omfatter havnepladser, 1000 parkeringspladser, frilægning af Aarhus Å og forberedelser til letbanen.
Et af formålene med projektet er at skabe sammenhæng mellem by og vand. Dokk1 er således bygget til fremtiden med havvandskøling, solceller og skillevægge af glas, som kan justeres alt efter, hvordan rummene skal bruges.
“Måske går man i fremtiden ikke på biblioteket for at låne noget, og måske kommer det i højere grad til at handle om at være sammen om noget, dele viden og udvikle viden i fællesskab. Den udvikling skal Dokk1 rumme, og derfor bliver det et fleksibelt hus med få bærende elementer,” siger Ina Bækgaard.

Aarhus’ nye varemærke

Meningen er da også, at den store bygningen skal skabe nye rammer for et levende og aktivt byliv i Aarhus. Udenfor bliver der mulighed for at afholde koncerter og sportsbegivenheder, og indenfor kommer der blandt andet en børneteatersal med plads til 70 børn.
“Vores ambition er, at Dokk1 bliver et varemærke for Aarhus på linje med Aros,” siger Bækgaard.
Mens Dokk1 og de 1000 P-pladserne er færdig i starten af 2015, er havnepladserne færdige i løbet af 2015. Forberedelserne til letbanen er afsluttet i 2016.