DSB havde svært ved at skaffe busser nok
DSB kunne fredag morgen ikke få leveret busser så hurtigt, som de ønskede, til at overtage togdriften mellem Holte og Hillerød
Var du en af dem, der måtte hoppe på en togbus i stedet for et s-tog fredag morgen, kan du måske have oplevet lidt ekstra pres for at finde en siddeplads.
DSB havde nemlig svært ved at få skaffet busser nok til at transportere de mange morgenpendlere, efter de opdagede, at kabeltyve igen havde slået til på s-banen natten til fredag.
"Denne morgen blev særlig udfordret af, at vores samarbejdspartnere havde svært ved at levere nok busser, så hurtigt som vi kunne ønske,” udtaler Informationschef Tony Bispeskov fra DSB i en pressemeddelelse.
Strøm igen klokken 15
Det er togtrafikken mellem Hillerød og Holte, som har været ramt hele fredag og været erstattet af busser.
Men Banedanmark arbejder på at være klar til, at togene igen kan få strøm til at køre på strækningen omkring klokken 15 fredag, oplyser DSB i pressemeddelelsen.
"Vi glæder os til at få gang i togdriften igen. Det er ærgerligt med de her tyverier, der griber ind i så mange menneskers hverdag, når de ikke kan tage toget," lyder det fra Tony Bispeskov.
DSB håber på at få togene til at køre til efter planen snarest muligt efter, at Banedanmark melder, at der kan køres på strækningen igen.
Følg med på DSB's hjemmeside for at få nærmere informationer om, hvordan s-togene kører.
Følg med HER