Fortsæt til indhold

Man kan både smage, lugte, høre og føle historien på herregårdsmuseet

Hør, lugt, føl, smag og se på herregårdsmuseets nye udstilling

Samfund
Anette Bonde

Både lugtesans, hørelse, følesans og smag kommer i spil i den nye særudstilling “Sansernes Herregård” på Gammel Estrup - Herregårdsmuseet.
Godt hundrede gæster var med ved åbningen af udstillingen ved Kulturnatten inden skolernes efterårsferie. De kunne her opleve en 1700-talsmenu, møde grevinden i badet og komme med på særlige mørkeomvisninger.
De vesteuropæiske lande havde i 1600-tallet etableret koloniriger, og resultatet blev, at sukker, chokolade, te og kaffe i 1700-tallet blev importeret i stor stil. For samfundets elite betød det en kraftig ændring af kosten, og 1700-tallet blev det søde århundrede. Også nye drikke som te og kaffe slog igennem.
Denne udvikling spejles også i Gammel Estrups udstilling. På et bord i husets Renæssancesal, der er indrettet med 1600-tals effekter, er der skænket vin, og man kan også dufte til brændevin.
På museets førstesal, hvor 1700-tallets historie fortælles, dufter der mere ædrueligt af te og chokolade. Måske kan man også være heldig at smage Capezzoli di Venere eller 'Venus brystvorter', som var populære blandt 1700-tallets elite.
Udstillingen kan ses det næste halve år.