Fortsæt til indhold

Købmanden skal være mere synlig i butikken

27-årig skal give supermarked mere klar profil på gamle købmandsdyder

Samfund
Af Erland Rasmussen

Det bliver de gode gamle købmandsdyder om personlig service, et bredt vareudbud på grønt og kød, vareudbringning samt en i det hele taget mere synlig købmand i butikken, der bliver ledetrådene for den nye købmand i Eurospar på Højvangen i Skanderborg.
Det er den kun 27-årige Martin Hjelm Pedersen, der fra 1. oktober har overtaget rorpinden i supermarkedet, der har millionomsætning og beskæftiger godt en snes medarbejdere, hvis man regner både hel- og deltidsansatte med.
Martin Hjelm Pedersen stammer fra Hals i Nordjylland, og han har allerede været både selvstændig og haft forskellige lederjob i branchen.
“Jeg glæder mig over, at jeg fik muligheden for at komme til Eurospar i Skanderborg, og jeg ser det som en stor udfordring,” siger Martin Hjelm Pedersen.
Den nye købmand satser på i endnu højere grad på at skille sig ud i forhold til konkurrenterne.
“Vi vil eksempelvis slå mere på, at vi også har egen slagter foruden alle andre dagligvarer, så kunderne kan få alt under et tag,” siger han.
Øget kundeservice med blandt andet vareudbringning to gange om ugen kommer til at høre til de nye initiativer i supermarkedet.